Måske lagde du mærke til det, måske gjorde du ikke.

Men da Manchester United i deres seneste hjemmekamp mødte Brighton, var der noget, der var anderledes.

De mange bannere, der pryder langsiden på Old Trafford, var nemlig sorte og ikke røde, som de ellers har været længe – og det er der en helt særlig årsag til.

Det fortæller klubbens norske manager, Ole Gunnar Solskjær.

De mange bannere på tribunen er nu sorte, efter flere spillere havde klaget over de røde.
De mange bannere på tribunen er nu sorte, efter flere spillere havde klaget over de røde. Foto: CLIVE BRUNSKILL
Vis mere

»Du kan se en ændring nu, hvis du ser bannerne rundt om i klubben – de er ikke røde mere.«

»Nogle af spillerne har nævnt, at når du kigger dig over skulderen og i en lynhurtigt øjeblik skal se, om din holdkammerat er der eller ej, så falder den røde trøje i med en rød baggrund med røde sæder,« forklarer Solskjær ifølge BBC.

De røde bannere var en del af en antiracisme-kampagne kaldet 'See Red', men de bannere er nu blevet erstattet af nogle sorte af slagsen, der dog fortsat har et antiracistisk budskab.

Og måske kommer ændringen til at gøre en forskel.

Sådan så det ud, før de mange bannere skiftede farve.
Sådan så det ud, før de mange bannere skiftede farve. Foto: PETER POWELL
Vis mere

I hvert fald har den engelske storklub i denne sæson haft vanskeligere ved at skrabe point sammen på hjemmebane frem for på udebane på tværs af alle turneringer, og i det første opgør med de nye bannere blev det så til en 2-1-sejr over Brighton.

Den lidt kedelige hjemmebanestatistik var da også det, der fik Solskjær til at nævne de sorte bannere. Han mener dog ikke, at det burde have det store at sige alligevel.

Klubben havde inden bannerskiftet vundet 54,2 procent af sine hjemmekampe, mens det er blevet til sejre i 65,4 procent af udekampene.

Manchester United indtager lige nu en andenplads i Premier League med et forspring på syv point ned til Leicester på tredjepladsen.

Rivalerne fra Manchester City er for længst stukket af i toppen af ligaen og cruiser lige nu mod det engelske mesterskab.