Man skal være lavet af sten for ikke at smile ad den glædelige nyhed, at træner Jacob Friis er tilbage i dansk fodbold.

Hans nye job som assistenttræner i Hobro kommer nemlig på baggrund af, at den femårige datter Luna især med hjælp fra en venlig tysk donor er erklæret leukæmifri efter halvandet års kamp med kræftsygdommen.

»Der er kommet ro på i den forstand, at vi her 14 måneder efter transplantationen af en ny knoglemarv kan sende alle vores tanker til en 31-årig tysker, der har reddet vores lille Luna. Hun er leukæmifri og danner så meget immunforsvar, at hun kan komme ud blandt andre børn,« siger Jacob Friis og fortsætter:

»Hun kom i børnehave for første gang i sidste uge, og selvom det kun er få timer om dagen til at begynde med, så er vi kommet så langt, at det gav mening for vores familie, at jeg kunne komme ud på træningsbanen igen,« lyder det fra den tidligere AaB-træner, som er ansat på fuldtid i Hobro i den resterende del af sæsonen.

Jacob Friis fortæller samtidig, at hans kone stadig er på sygeorlov, da Luna har korte dage og endnu er på den første del af vejen tilbage til en normal hverdag.

Den var de langtfra på, da nordjyden i oktober pludselig meddelte, at han per omgående havde forladt drømmejobbet som cheftræner i AaB. Med blødende hjerte.

Dengang havde Luna fået et tilbagefald.

»En af grundene til mit stop var, at hun havde fået bivirkninger og oplevede problematikker med hjertet og lungerne. Vi er fortrøstningsfulde nu, og blodprøverne ser også fine ud. Hendes statur er også ved at være normal igen, selvom hun er lidt tynd, og hun er bare et energibundt. Det er kun på håret, at man kan se det, men det kommer,« lyder det fra Jacob Friis, der forklarer, at datteren skal fortsætte med at tage medicin i nogle år, ligesom hospitalsbesøgene heller ikke har fået en ende endnu.

Men til forskel fra tidligere går der nu måneder imellem, hvor det før var en gang om ugen. Det tager Luna Friis i stiv arm, fortæller faren.

»Sygehusvæsenet er eminent til at tackle det her. Jeg er fuld af beundring over, hvor meget de sørgede for, at hun ikke var utryg. Alle er gået nænsomt til værks, og hun er slet ikke bange for at komme på sygehuset, men synes, det er dejligt at komme der. Så hun har ikke lidt nogen last på den måde,« forklarer Jacob Friis, der efterhånden som familien efter eget udtryk begyndte at have en 'normal' hverdag, lod det sive ud i fodboldmiljøet, at han var klar til at træde ud på banerne igen.

»Jeg var ude at gå en tur, da Hobro pludselig ringede og spurgte, om jeg kunne være assistent for Michael Kryger. De ville høre, om jeg ikke havde lyst til at hjælpe dem de næste seks uger, og det skulle jeg bruge en dags tid til at tænke over. Klubben er bange for at rykke ned, og det vil vi gerne forhindre. Og hvis jeg kan hjælpe til, at en nedrykning bliver undgået, så gør jeg gerne det. Der er gode folk her, og ligesom så mange andre i Danmark har jeg fået sympati for klubben. Det betyder noget for nogle folk, at Hobro ikke rykker ud,« påpeger han.

Hobro har i cheftræner Michael Kryger også en midlertidig mand på den post, men det kom ikke på tale, at Jacob Friis skulle ind og overtage hans plads trods erfaring som Superliga-træner. Han slår dog fast, at han ikke er kommet for blot at have ansvaret for dødbolde og være den forlængede arm i spillertruppen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Nej, Kryger har været klar over, hvad han har brug for. Der er ikke noget værre end at stå som træner og ikke have nogen at sparre med. Jeg skal stikke en finger i jorden og komme med mine input, og det kan være alt fra træningsbanen til kamp. Nu har vi haft en træning sammen, og Kryger vil gerne udnytte den ressource, jeg er. Jeg er helt sikker på, at jeg nok skal få indflydelse,« siger Jacob Friis, der betegner Hobro som en lillebror til sit elskede AaB.

Som han også gjorde opmærksom på, at han var på vej tilbage i trænergerningen.

»Man cutter ikke bare forbindelsen fra den ene dag til den anden. Selvfølgelig snakker jeg med mine venner i AaB, og de vidste, at jeg efterhånden var klar. Nu er det seks uger her, og så er man fri på markedet igen. Så alt er vel åbent,« forklarer han og pointerer, at hans titel ikke betyder det store for ham.

Heller hvis han en dag skal retur til AaB.

»Jeg har ikke sagt, at jeg kun vil være det ene eller andet. Jeg vil gerne være cheftræner, men hvis jeg skulle være assistenttræner eller first team coach i en årrække, så er det også fremragende. Jeg elsker at være på fodboldbanen. Jeg skal bare kunne bidrage. Så det stirrer jeg mig ikke blind på,« bedyrer han og understreger, at det endnu ikke har været på tale med et comeback i AaB.

»Nej, det er lige så meget på det venskabelige plan, at vi har talt sammen. De har et fremragende setup nu, så det ville jeg slet ikke begynde at røre ved. Selvfølgelig, hvis nogen skulle få brug for mig, så lytter jeg da. Jeg har talt med Inge (sportschef i AaB Inge André Olsen, red), og han ved, at jeg ville tage de her seks uger her i Hobro, og så er alt muligt derfra,« slutter Jacob Friis.