Ligatitel nummer 26 er nu på vej hjem til pokalskabet på Camp Nou.

Søndag aften lukkede FC Barcelona La Liga-sæsonen ned med en 2-2 ude mod midterholdet Eibar, men titlen blev allerede sikret for flere uger siden.

Barcelona har stort set ikke været presset i ligaen i denne sæson. I starten af april, da man hjemme mod Atletico Madrid vandt 2-0.

Et nederlag her kunne have gjort det spændende i ligaen, men to sene scoringer fra Luis Suarez og Lionel Messi lukkede reelt set mesterskabskampen.

Messi lavede to kasser for Barcelona i sæsonens sidste ligakamp.
Messi lavede to kasser for Barcelona i sæsonens sidste ligakamp. VINCENT WEST

Og med en Copa del Rey-finale mod Valencia på lørdag og en mulig spansk double i sigte, så har det da også været en godkendt Barcelona-sæson.

Alligevel er der spekulationer om Ernesto Valverdes fremtid som træner i klubben.

I februar forlængede klubben med Valverde med formålet om at lukke ned for spekulationer og kritik af hans hidtidige præstationer med Barcelona. Men det er ikke lykkes.

For Barcelona måler sig ikke kun må national succes. Man skal i Champions League-finaler, og man skal også gerne hive trofæet med hjem til Catalonien.

Efter to sæsoner i klubben - og to doubler  - har Valverde endnu ikke ført 'Blaugrana' i en Champions League-finale.  I år røg man ud efter en dramatisk semifinale mod Liverpool, mens man sidste år blev slået overraskende ud af Roma.

Den store sportsavis Marca skrev tidligere i maj, at Barcelona ikke har fredet Valverde, og der er da også spændende kandidater til netop Barcelona-jobbet.

Ajax-træner Erik ten Hag og klublegenden Ronald Koeman nævnes i flæng. Det samme gør den tidligere Barca-spiller Thiago Motta, der laver flotte ting med PSGs U19-hold og nævnes som et navn til fremtiden.

Og så er det prominente trænernavn Massimiliano Allegri fri på markedet, når han til sommer stopper i Juventus.

Svinger kniven i Madrid

I Real Madrid synes Zinedine Zidane faktisk som mere sikker i trænersædet end sin kollega hos Barcelona.

Franskmanden er hentet ind som en Messias til at stå for genopstandelsen i Real Madrid, der i år har leveret sin dårligste sæson i 17 år.

Det kronede de så - hvis man kan sige det - på en negativ måde med et 0-2-nederlag hjemme mod Betis søndag eftermiddag.

Bernabeu har lagt græs til mange skuffelser for Real Madrid i denne sæson. Hele 12 nederlag i ligaen blev det til, mens man tabte to gange til CSKA Moskva i gruppespillet i Champions League og var færdige i turneringen efter nederlag til Ajax i 1/8-finalen.

Zinedina Zidane under kampen mod Real Betis.
Zinedina Zidane under kampen mod Real Betis. JUAN MEDINA

Jule Lopetegui og Santiago Solari fik chancen i henholdsvis 14 og 32 kampe, og så måtte Zidane hentes hjem til hovedstaden med fuld fokus på næste sæson.

Zidane har allerede varslet stor udskiftning, og søndag skrev Marca, at helt op mod 14 spillere risikerer at få kniven.

Og netop den kommende sæsons spillertrup blev Zidane spurgt ind til lørdag forud for kampen mod Betis, hvis franskmanden endte med at tale med store ord mod journalisterne.

»Hvem tror I tager beslutningerne omkring holdet? Jeg er træneren og tager mine egne beslutninger. Ellers rejser jeg. Jeg skal nok finde ud af, hvem jeg vil spille med i den kommende sæson,« sagde Zidane.