22-årige Kinsey Wolanski er på lidt over en uge blevet verdenskendt. Og nu vælter det ind med beskeder.

Under sidste weekends Champions League-finale løb hun på banen kun iført en badedragt, som der stod 'Vitaly Uncensored' på.

Og det har gjort hende uhyre populær på de sociale medier.

Løbeturen kostede en anholdelse og fem timer i et spansk fængsel, men da hun blev løsladt, havde hun tilgengæld fået halvanden million nye følgere på Instagram.

»Fansene elskede det, spillerne så ud til at elske det, og selv politiet på stationen bad om et billede med mig, da jeg blev løsladt. Tilbagemeldingerne har været helt vilde. Jeg kunne ikke være gladere. Det er det sjoveste, jeg har gjort i mit liv,« siger Kinsey Wolanski til The Sun.

Hun har fået meget opmærksomhed, og det er netop her, beskeder kommer ind i billedet.

»Jeg afslører ikke navnene, men flere af Liverpool-spillerne har sendt mig flirtende beskeder, efter jeg løb på banen. En sendte en hjerte-smiley, og en anden en besked, hvori der stod 'jeg så dig til kampen',« siger Kinsey Wolanski.

»Jeg vidste helt ærligt ikke, hvem de var, før jeg klikkede på deres profiler. Jeg svarede dog ikke, da jeg allerede har en kæreste.«

Hun danner nemlig par med youtuberen Vitaly Zdorovetskiy, som var manden, der fik idéen til baneløbet, der fandt sted i det 21. minut af årets Champions League-finale mellem Liverpool og Tottenham.

Vitaly Zdorovetskiy har selv erfaring med baneløb, da han i 2014 invaderede grønsværen under VM-finalen mellem Tyskland og Argentina. Noget, der har givet ham karantæne fra fodboldkampe, og derfor måtte han klæde sig ud for at komme til finalen i Madrid sidste weekend. Det har parret selv fortalt i en video, hvor de afslører, hvordan de forberedte deres stunt. Det kan du læse mere om her.

Løbeturen ved årets Champions League-finale har desuden været en guldgrube for Kinsey Wolanski og kæresten. En ekspert har tidligere spået, hvordan stuntet nok er omkring 3,97 millioner pund værd.

Instagram-modellens løbetur handlede ikke om noget politisk eller om utilfredshed. Det var ren reklame for en X-rated hjemmeside, der ejes af Vitaly Zdorovetskiy.