Blot én enkelt Superliga-spiller.
Det var, hvad der blev plads til i den landsholdstrup, landstræner Kasper Hjulmand udtog i tirsdags. Kun FCK-angriberen Jonas Wind sneg sig igennem Hjulmands nåleøje.
Men hvorfor er det så svært for Superligaens største profiler at krige sig igennem til Hjulmands landshold? Forklaringen er simpel.
»I øjeblikket er det sådan, at man skal være rigtig, rigtig god i Superligaen sammenlignet med de spillere, som spiller i en anden liga. Men det er bestemt muligt at være en profil i Superligaen og komme på landsholdet,« lyder det fra Kasper Hjulmand selv.
Den danske landstræner begrunder fraværet af Superliga-spillere med, at niveauforskellen på Superligaen og de store udenlandske ligaer ganske enkelt er enorm.
»Vi har jo både Erik Sviatchenko og Andreas Maxsø, som ikke er med. To virkelig gode stoppere, men de er oppe imod spillere, som spiller i Premier League, og Simon Kjær, som spiller i Milan.«
»Alle spillere, du taler med, som flytter sig fra den danske liga til de bedste ligaer i Europa, siger, at det er et helt andet niveau,« forklarer Hjulmand, der også påpeger, at danskernes niveau i udlandet er steget de seneste år.
Til sammenligning fandt tidligere landstræner Morten Olsen plads til hele ni Superliga-spillere, da han udtog sin sidste landsholdstrup i 2015. Men seks år er lang tid inden for landsholdsfodbold.
»Jeg ser alle Superliga-kampe. Jeg ser det hele, og vurderer hele tiden, hvad der er bedst, af det vi har. I øjeblikket er det sådan, at vi har rigtig mange dygtige spillere ude i de store ligaer, og derfor er konkurrencen hård.«
»For nogle år siden var der mange Superliga-spillere på landsholdet, og dengang var der ikke så mange, der gjorde det godt ude i Europa, så der var det lidt nemmere at komme på landsholdet, hvis man spillede i Superligaen,« siger landstræneren.
I Kasper Hjulmands seneste trup er der spillere fra klubber som Chelsea, Tottenham, AC Milan og Sevilla. Var det ikke for Martin Braithwaites skade, ville man også have set en Barcelona-spiller i truppen.
De danske spillere, der allerede i næste uge spiller mod Færøerne og Skotland, har tilmed succes i de store ligaer. Andreas Christensen vandt i maj måned Champions League med Chelsea, og Simon Kjær blev for nyligt nomineret til Ballon d’Or.