»Personligt synes jeg, hun er gået over stregen.«

Den danske landsholdsstjerne Nadia Nadim er havnet i strid modvind, efter hun i sidste uge optrådte som reklamesøjle for Qatar og udtalte, at ørkenstaten – der normalt ser stort på menneskerettigheder – »bestemt også hjælper mennesker i nød«.

Både DBU og FN-organisationen UNESCO tager nu afstand, efter den danske landsholdsstjerne og UNESCO-ambassadør Nadia Nadim forleden besøgte Qatar og udtalte sig i særdeles positive vendinger om det kontroversielle land.

Den danske landsholdsprofil stod blandt andet i en T-shirt, hvorpå der stod 'Qatar 2022', mens hun hyldede Qatar for at hjælpe mennesker i nød. Hun tog derudover - sammen med blandt andre David Beckham – ud til turneringen Arab Cup og var også forbi det, der beskrives som et evakueringscenter for afghanske flygtninge, hvor piger spiller fodbold.

Besøget er i de seneste dage blevet mødt af stor kritik i forhold til, at hun er med til at male et forkert skønmaleri af Qatar, som i lang tid har været under massiv kritik for at have dårlige menneskerettighedsforhold.

Hos UNESCO, der er en international FN-organisation med fokus på kultur og uddannelse, finder man ikke besøget fra deres ambassadør belejligt.

»Det er selvfølgelig beklageligt. UNESCO er grundlagt med udgangspunkt i menneskerettighederne, og der er ingen tvivl om, at Qatar ikke gør det for godt, når det drejer som at overholde menneskerettighederne,« siger Elsebeth Gerner Nielsen. Hun er formand for den danske UNESCO-nationalkommission. Tidligere har hun været radikal kulturminister.

»Når det er sagt, så er det ikke sådan, at jeg ikke forstår hende. Hun er selv flygtning fra Afghanistan, og Qatar har taget sig af et af hendes familiemedlemmer på flugt, så der har hun helt sikkert noget sympati grundet det. Så det er ikke fuldstændig fordømmelse. Jeg kan sagtens forstå det på et menneskeligt plan. Men som UNESCO-repræsentant er det selvfølgelig ikke glædeligt – både besøget og udtalelserne er ikke behagelige for os.«

I februar kunne The Guardian melde, at mere end 6.500 migrantarbejdere har mistet livet i Qatar, siden ørkenstaten blev tildelt værtskabet for fodbold-VM i december 2010 - blandt andet i forbindelse med forberedelserne til næste års VM-slutrunde. Derfor kan et samarbejde med Qatar samtidig med et ambassadørskab for UNESCO virke modstridende. En eventuel beslutning om at ophæve samarbejdet med Nadia Nadim ligger dog ikke hos den danske delegation, fortæller formanden.

»Vi i Danmark bestemmer ikke, om det får nogle konsekvenser for samarbejdet. Det gør delegationen i Paris, som er hun direkte knyttet til.«

Hvad er din holdning til det?

»Min holdning vil jeg først drøfte med Paris-delegationen, før jeg udtaler mig om det. Personligt synes jeg, hun er gået over stregen,« lyder det fra Elsebeth Gerner Nielsen.

Modsætningen mellem UNESCO og Qatar er ellers til at få øje på. På den ene side står UNESCO, der står for ligestilling og ytringsfrihed. På den anden side Qatar, der er kendt for et hadefuldt syn på homoseksuelle samt propagandistiske tilgang til ytringer og nyheder. Godt illustreret ved de to norske journalister, der blev anholdt i landet for nogle uger siden.

Styret i Qatar har også tætte bånd til Taliban, som tidligere på året tog magten i Afghanistan. Som barn flygtede Nadim fra Afghanistan til Danmark, efter at Taliban havde slået hendes far ihjel.

Det er netop nogle af disse associationer, som Elsebeth Gerner Nielsen og UNESCO nødig vil have rettet mod dem.

»En af problematikkerne er også, at myndighederne i Qatar jo også udnytter besøget og kalder hende for UNESCO-ambassadør, hvilket hun også er. Men jeg vil gerne understrege, at hun ikke rejste ned som UNESCO-ambassadør. Det havde intet med os at gøre hendes besøg i Qatar.«

Også DBU påpeger, at de intet har med Nadia Nadims besøg i Qatar at gøre.

Nadia Nadim spillede i franske Paris Saint-Germain fra 2019-2021. Klubben er ejet af emiren i Qatar, Tamim bin Hamad Al Thani.
Nadia Nadim spillede i franske Paris Saint-Germain fra 2019-2021. Klubben er ejet af emiren i Qatar, Tamim bin Hamad Al Thani. Foto: POOL
Vis mere

»Vi i DBU er imod, at VM skal være i Qatar. Vi arbejder for at skabe forandringer i Qatar, så migrantarbejderes rettigheder kan blive forbedret, og vi kan konstatere, at forbedringerne er undervejs. Jeg har selv lige været dernede, så Nadia Nadims tur til Qatar ændrer ikke noget på DBUs holdning, og hvor meget vi arbejder på at skabe forandringer dernede,« siger Jakob Jensen, direktør i DBU, til Ritzau og præciserer:

»DBU vil ikke associeres med Nadia Nadims tur til Qatar for nylig.«

DBU har op til VM blandt andet arbejdet på at få migrantarbejderes rettigheder i Qatar forbedret. De har derudover ytret sig kritisk flere gange om Qatars værtskab.

B.T. har flere gange henvendt sig Nadia Nadim, men hun ønsker ikke at udtale sig, oplyser hendes agent, Michael Källback.