Det er ikke sjovt at være en del af FC Barcelona for tiden.
Efter en uge som bød på trænerfyring i storklubben, har endnu en dårlig nyhed meldt sig.
Angrebsstjernen Sergio Agüero må nu se med fra sidelinjen i minimum tre måneder, efter han mærkede ubehag i brystet i lørdagens kamp mod Alavés. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Nu viser hjerteundersøgelser altså, at argentineren næppe er tilbage på banen foreløbig.
»Spilleren er ikke tilgængelig i de kommende tre måneder, hvor der vil blive evalueret på, hvor effektiv behandlingen er,« skriver klubben.
Den 33-årige Sergio Agëuro blev taget på hospitalet i lørdags efter opgøret mod Alavés, hvor han blev udskiftet i første halvleg.
Ifølge det spanske medie Sport lider han af arytmi – en forstyrrelse af hjerterytmen.
Nyheden er en hård pille at sluge for FC Barcelona, som hentede Agüero i Manchester City i sommer. Men det var først for to uger siden, at angriberen fik debut, da han har været plaget af skader.
Og nu er der altså igen langt til spilletid.