Klokken var cirka 8.30, da hun valgte at springe ud foran et tog.

Nolwenn var kun 17 år gammel, da hun tog livet af sig selv 16. oktober 2020.

Hendes forældre vidste slet ikke, at hun havde sneget sig ud af bygningen den fredag morgen, hvor hun først skulle være i skole klokken 10.30.

»To timer forinden tog hun sit eget liv, da hun blev påkørt af et tog. Hvorfor? Vi forsøger at forstå det. Jeg tror, at der lå flere ting bag det, som gjorde, at Nolwenn ikke troede på denne verden længere,« siger hendes mor, Sandrine Hoffmann, til det franske medie RMC.

Nolwenns selvmord viste sig senere at have en forbindelse til en sag i Frankrig, hvor en fodboldtræner blev dømt for sexchikane og fik et års betinget fængsel.

Flere gange havde hun fortalt sine forældre, at deres fodboldtræner i områdets storklub, Association sportive municipale de Belfort (ASMB), var gået over stregen over for nogle af hendes holdkammerater med upassende kommentarer.

Nolwenns værelse hos forældrene, Sandrine og Daniel, har stået uberørt siden den dag, hun kastede sig ud foran det tog, som kørte mellem strækningen Vesoul og Belfort.

»Indtil videre vil jeg ikke ændre på hendes værelse. Det er svært. Jeg har valgt at lade alt være som på dagen, hvor hun forlod os. Jeg går tit tilbage på værelset for at tale med hende,« siger moderen.

Nolwenn startede til fodbold som otteårig for FC Pays Minier i den lokale landsby. Hendes evner med en bold var så gode, at hun senere røg til ASMB.

Men det endte formentlig også med at være skyld i, at hun mistede livet.

For der gik kun et par måneder, inden hendes holdkammerater kom til hende med beretninger om, hvordan træneren gik over grænsen med mærkelige og malplacerede kommentarer.

I marts 2020 gik Nolwenns far til de franske myndigheder på grund af venindernes beretninger til Nolwenn – men ingen af veninderne turde sige det højt.

Det var først et halvt år senere, at endnu mere graverende sager nåede faderens ører. Her besluttede han for at få fat i politiet.

Han kunne ikke lukke øjnene for det længere. Især fordi Nolwenn selv for første gang begyndte at fortælle om sine egne oplevelser.

»'Far, der skete noget i hans bil,' fortalte hun mig. Men det stoppede dér, hun turde ikke fortsætte, der kom ikke mere ud af hendes mund,« fortæller Daniel Hoffmann.

Inden sin død nåede Nolwenn dog at overbevise fire af sine holdkammerater om at bryde isen omkring den krænkende træner.

Men hendes forældre føler ikke, at de er blevet taget alvorligt af de franske muligheder. De slår alarm over, at de ikke føler sig hørt. Ingen lytter.

Hendes far forsøger at støve al den hjælp op, han kan. Hans afdøde datter anses stadig ikke som et offer af det franske system.

Selvom træneren har erkendt en del af forholdene og aldrig mere må beskæftige sig professionelt med folk under 18.

»Min datter var det eneste, jeg havde. Det er hårdt. I dag ville jeg kæmpe for hende,« siger hendes far, Daniel.