Koksede totalt: Dårlig stemning og spændinger til Ballon d'Or
Forsinkelser og bommerter på stribe prægede mandagens ceremoni i London.

Forsinkelser og bommerter på stribe prægede mandagens ceremoni i London.

Der var glitter, blitz og konfetti mandag aften i London, da Ballon d'Or blev uddelt.
Men under overfladen var den prestigefulde ceremoni forstyrret af en række brølere, der skabte dårlig stemning.

For både klubber og spillere blev undervejs voldsomt irriteret over de mange svipsere, aftenen bød på.
Det hele startede allerede inden ceremonien, da en helt gakket episode fandt sted.
Her publicerede arrangøren nemlig selv tre artikler på sin hjemmeside, hvor tre forskellige vindere blev udråbt. Flere timer inden prisen skulle uddeles.
Men den var allerede gal igen, da showet skulle i gang. For det var forsinket med mere end 30 minutter, grundet den massive trafik i London. FC Barcelonas delegation var også forsinket.

Det resulterede i, at flere spillere måtte vente på deres hoteller, inden de kom afsted. Da de så kom frem, var kulissen slet ikke klar.
Hverken forfriskninger eller barrierer var stillet frem, skriver franske RMC Sport. Den del skabte angiveligt spændinger hos flere klubber.
Sidst på aftenen opstod der også kaos.
Flere stjerner – herunder sidste års vinder Ousmane Dembélé – havde planlagt at forlade London Palladium hurtigt efter aftenens ceremoni.
Men flere måtte vente mere end 30 minutter, da den røde løber var totalt proppet og flere af de vans, der skulle hente aftenens hovedpersoner, ikke kunne komme frem.
Det skabte også en del spændinger og brok sidst på aftenen, hvor Harry Kane vandt sin første Ballon d'Or-titel.
Inden showet måtte politiet også i aktion for at holde fans væk fra arrangementet.