Fire af Tysklands største fodboldklubber går nu sammen om at holde hånden under andre tyske klubber, der har økonomiske problemer på grund af coronavirus.

Borussia Dortmund, Bayern München, RB Leipzig og Bayer Leverkusen har således sammen afsat 20 millioner euro - cirka 150 millioner kroner - til at hjælpe klubber i både Bundesligaen og 2. Bundesliga.

Det skriver klubberne på deres hjemmesider.

De fire klubber vil som udgangspunkt afstå fra at tage imod deres del af de tv-penge for denne sæson, som endnu ikke er uddelt.

Det beløber sig til 12,5 millioner euro. Resten kommer fra klubbernes egne konti.

Kriterierne for at modtage hjælp vil blive defineret af Den Tyske Ligaforening, oplyses det.

Stort set al fodbold - heriblandt altså også de bedste tyske rækker - er sat på pause, hvilket har sat en stopper for blandt andet at fylde klubkasserne med indtægter i forbindelse med kampdage.

/ritzau/