Klopps store tandpastasmil blev straks fundet frem, da snakken faldt på Danmark under mandagens pressemøde.

Liverpools tyske super-manager Jürgen Klopp har nemlig en forkærlighed for Danmark og danskere. Det lægger han ikke skjul på inden tirsdagens Champions League-opgør mod FC Midtjylland på ikoniske Anfield.

Han har ingen danskere i sin nuværende Liverpool-trup, men i sin tid som cheftræner i Bundesligaklubben Mainz havde han fornøjelsen af flere danskere. Og det var netop 'en fornøjelse', understreger tyskeren.

»Jeg har trænet Leon (Andreasen, red.) og Bo (Svensson, red.) – og også Mohammed (Zidan) ... er han egentlig dansker, haha?«

Foto: CHRISTIAN CHARISIUS
Vis mere

Vi kan sige 'halvt dansk'.

»Okay, den køber jeg, haha. Men de var alle ret forskellige typer. Bo er i mellemtiden blevet en rimelig lovende træner. Og Mohammed er i dag en forretningsmand. Jeg ved faktisk ikke, hvad Leon laver i dag, men jeg tror, at han stadig bor i Tyskland.«

»Men de er fantastiske mennesker. De arbejdede stenhårdt og er sjove mennesker. Hvis de er rollemodeller for alle jer danskere, så kan jeg kun sige 'tillykke'.«

Det er ikke kun danske fodboldspillere, som Klopp tænker på tilbage på med stor glæde. Han er også fan af Danmark som land.

»Jeg har kun gode erfaringer med danskere. Jeg holder meget af jeres land – det har jeg altid gjort. Som barn var jeg ofte på ferie i Danmark. Ved ikke lige hvorfor, men det var jeg... haha. Jeg har kun gode minder om Danmark.«

Foto: LAURENCE GRIFFITHS
Vis mere

Tirsdag aften skal Klopp og Liverpool så op mod de danske mestre fra FC Midtjylland.

Og ligesom det danske landshold kan bide skeer med meget større fodboldnationer, har Midtjylland – ifølge Liverpool-manageren – også vist vejen for, at man kan komme langt ved ikke at være som alle andre.

»FC Midtjylland beviser, at mange ting er mulige, hvis du tænker hurtigere og anderledes. Hvis du prøver at gøre tingene på en anden måde, så kan du tage kæmpe skridt.«

»I Danmark har det altid været de to store København-klubber, der har domineret, men det har FCM nu fået forstyrret en smule. Og de har min respekt,« lyder det fra Jürgen Klopp.