Det ser langt om længe ud til, at fremtiden er på plads for Mathias 'Zanka' Jørgensen.

Længe har det været slået fast, at den danske forsvarsspiller næppe ville fortsætte i engelske Huddersfield, der måtte en tur ned i engelske Championship, uden den tidligere FCK'er.

Nu kan usikkerheden omkring Zankas næste destination være ved at nå sin epilog, og ifølge flere medier kan hans næste klub meget vel hedde Fenerbahce.

Han er nemlig landet i Istanbul Lufthavn, hvor han blev taget imod af en delegation.

Det viser en video på Twitter lagt op af det tyrkiske fodboldmedie Fanatik, hvor Zanka bl.a. kommer trillende med en kuffert og tager selfies med et par fans, inden han sætter sig ind i en stor sort van. Den danske landsholdsspiller har også sin kæreste med, Nanna Marie Linding.

Ifølge B.T. Sports tyrkiske pressekilder kommer Mathias 'Zanka' Jørgensen til at tjene to millioner euro om året i Fenerbahce, hvis klubskiftet går igennem.

Det svarer til 15 millioner kroner. Fenerbahce skal betale 18 millioner kroner til Huddersfield for den danske landsholdsforsvarer, som er i Istanbul for at forhandle aftalen på plads.

Fenerbahce har erfaring med danske forsvarsspillere, da Simon Kjær spillede i klubben i årene 2015-2017. Mathias Zanka Jørgensen nåede at spille to sæsoner i Huddersfield.

I den første spillede den 29-årige dansker samtlige Premier League-kampe for sit hold, mens anden sæson var mindre succesfuld. Her fik Zanka kun spilletid i én kamp ud af de sidste 11.