De danske landsholdsspillere åbnede mandag formiddag for første gang op for de indtryk og følelser, de gennemgik, da Christian Eriksen på uhyggelig vis kollapsede under EM-åbningskampen mod Finland lørdag.

Kasper Schmeichel fortæller, at han og anfører Simon Kjær havde en kort samtale med Eriksen, mens hele verden spændt ventede på nyt om stjernens tilstand.

»Simon og jeg taler kort med ham i telefonen, da vi er nede i tunnellen,« fortæller Schmeichel.

Den danske målmand var stadig påvirket – men også stolt af det sammenhold, som eksisterer på det danske landshold.

Danish goalkeeper Kasper Schmeichel during mixed zone in Elsinore Monday June 14, 2021. . (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Danish goalkeeper Kasper Schmeichel during mixed zone in Elsinore Monday June 14, 2021. . (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»I har allesammen hørt på os prædike om fællesskabet på landsholdet i mange år. Nu har I set, hvad det vil sige. Jeg har ikke ordforråd nok til at kunne sige, hvordan jeg egentlig har det med de her drenge. Jeg kunne ikke forestille mig at stå her med nogen andre.«

Leicester-stjernen mener i øvrigt, at det var uretfærdigt af UEFA at stille landsholdsspillerne i dilemmaet at skulle vælge mellem at gå tilbage ud på banen eller skulle op søndag og genoptage kampen klokken 12.

»Vi blev stillet i en position, som jeg ikke personligt selv føler var fair. Vi havde to valgmuligheder. Det krævede nok, at der var nogen højere oppe end os, der sagde, at det ikke var tiden til at træffe en beslutning,« lød det fra Kasper Schmeichel.

Christian Eriksens tilstand er stadig stabil, men han er fortsat indlagt på Rigshospitalet til undersøgelser.