På legendariske Wembley formåede Danmark at levere overraskelsen og besejre England med 1-0.

Og det kan landsholdet ikke mindst takke Kasper Schmeichel for.

Den danske målmand stod endnu en gang en god kamp – og særligt en redning i det 66. minut var ren verdensklasse.

Helt tæt på mål kom Mason Mount til et frit hovedstød, men Kasper Schmeichel diskede op med en imponerende refleksredning (som du kan se øverst i denne artikel).

Kasper Schmeichels aktion har da også vakt opsigt, og på Twitter hyldes den danske målmand i stor stil.

Den engelske angrebslegende Gary Lineker udtrykker blandt andet sin respekt:

'Kan ikke huske, hvornår jeg sidst var skuffet over en fremragende redning fra Kasper Schmeichel,' skriver Lineker med henvisning til, at han selvfølgelig havde håbet på et bedre resultat for England.

Den officielle Twitter-profil for det engelske landshold skriver:

'England er tæt på en udligning, men Mason Mounts hovedstød bliver fantastisk reddet af Kasper Schmeichel.'

Derudover er der en lang række andre reaktioner fra danske og udenlandske Twitter-brugere – deriblandt følgende:

  • Kasper Schmeichel er måske den mest undervurderede målmand i ligaen (Premier League, red.).
  • Schmeichel, for satan! Der er jo sindssyg magi, det der!
  • Kasper Schmeichel, sikke en redning! Hvor er vi dog bare heldige, at den mand har dansk pas.
  • Den Schmeichel-redning er en joke, mand. Mason Mount gjorde alt rigtigt.
  • Kasper Schmeichel er en af de mest undervurderede målmænd, jeg har set i min levetid. Hvis Peter ikke var hans far, var han blevet husket som en af Premier Leagues største. Han virker til aldrig at lave en fejl, vandt ligaen og laver nogle vanvittige redninger.

Mens Kasper Schmeichel sørgede for at holde nullet, så blev Christian Eriksen – i sin kamp nummer 100 for Danmark – matchvinder, da han scorede kampens enlige mål på straffespark.