Ni nye spillere.
Det er, hvad Kasper Hjulmand har været nødt til at udtage som følge af de coronarestriktioner, der lige nu har ramt indrejsende fra Danmark til England.
Følgende spillere er derfor udtaget til onsdagens landskamp mod Sverige:
Jesper Hansen, Oliver Christensen, Alexander Scholz, Anders Dreyer, Jens Stryger Larsen, Lukas Lerager, Rasmus Falk, Victor Nelsson og Lucas Andersen.
Danmark kom i denne uge i centrum med en ny variant af coronavirus, der har betydet, at den engelske regering har meldt ud, at der vil være karantæne for alle indrejsende fra Danmark. Noget, der også gælder for erhvervsrejsende.
Det vil sige, at spillerne godt vil kunne rejse til Danmark, men de skal i karantæne i 14 dage, når de kommer tilbage til England, og dermed vil de misse vigtige kampe i Premier League. Noget, der har fået Premier League til at råde klubberne til ikke at frigive spillerne.
En beslutning, der har konsekvenser for de landsholdsspillere, der spiller i engelske klubber.
»Vi har alle en maksimal interesse i at være ansvarlige over for både vores egne og andres spillere og trænere. Safety first. Derfor arbejder vi også med meget detaljerede UEFA-regler, både når vi bor, rejser til og spiller landskampe,« siger DBU's direktør, Jakob Jensen, og fortsætter:
»Vi oplever de engelske myndigheders beslutning som for voldsom og vidtgående, da hele setuppet omkring landsholdet netop minimerer en eventuel risiko. Vi arbejder kraftigt for og håber, at situationen bliver løst så hurtigt som muligt, så vi kan stille med vores stærkeste landshold i de resterende kampe,« siger han.
DBU oplyser, at unionen har søgt svar fra det engelske fodboldforbund, men ikke har fået de fornødne af slagsen.
DBU har været i dialog med Uefa, det engelske fodboldforbund og engelske myndigheder for at få afklaret, om spillerne som tidligere kan være undtaget det nye forbud.
Og fordi der ikke er kommet et klart svar, har Kasper Hjulmand følt sig tvunget til at udtage ekstra spillere, såfremt de engelske myndigheder ikke ændrer på reglerne.
Som det ser ud lige nu, regner landstræneren ikke med at kunne gøre brug af Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen og Pierre-Emile Højbjerg.
»Vi stiller altid med vores stærkest mulige landshold. Hvis ikke situationen bliver løst, glæder vi os til at se andre, gode spillere i aktion i testskampen mod Sverige på onsdag, som vi, lige meget hvad der sker, glæder os til at spille og forsøge at vinde. Det er altafgørende, at vi kan stille med vores absolut stærkeste landshold i de afgørende Nations League-kampe mod Island og Belgien,« siger Kasper Hjulmand.
Danmark skal møde Sverige og Island i Danmark, men da kampen mod Belgien skal spilles på udebane, kan Højbjerg og de andre stjerner i princippet deltage i kampen.