Et særdeles stærkt spillende Brøndby-hold molesterede et usædvanligt tamt OB-mandskab og vandt fuldt fortjent med 3-1 hjemme i Brøndby.

Nyindkøbene Blas Riveros og Andrija Pavlovic stod for de to første scoringer. Jesper Lindstrøm satte punktum med en fremragende langskudsscoring. I overtiden skrabede OB's Max Fenger et trøstemål over stregen.

Eneste malurt i bægeret for Brøndby var, at Rezan Corlu og Blas Riveros begge måtte udskiftes med det, der godt kunne ligne alvorlige skader.

Herunder får du B.T.s karakterer, banens bedste og værste – samt 'Tre ting, vi lærte':

Hvilken Superliga-debut. Vi blev næsten BLASt bagover! Paraguayanske Blas Riveros – der må gerne rulles på r'erne – er ankommet, og en ny Superliga-stjerne er allerede født. Ja, han klappede 1-0-scoringen i kassen, men der var spandevis af gode aktioner fra den klejne sydamerikanske sputnik, der er købt ind til Brøndbys smertensposition, venstrebacken. Derfor var det nærmest hjerteskærende at se Riveros blive båret skadet og grædende fra banen med 20 minutter igen.

Karakter: 9

Liselotte Sabroe

Den normalt så driftsikre og elegante OB-anfører havde en skidt søndag under projektørerne på Brøndby Stadion. Hans manglende fart blev på det pinligste udstillet i den tabte løbeduel mod Mikael Uhre, der førte til værternes 1-0-scoring. Her vendte Tverskov i samme tempo som Fregatten Jylland i flugt fra den preussiske flåde. Derudover var der flere fejlindgreb og manglende snert i afleveringerne. Cheftræner Jakob Michelsen måtte midtvejs i første halvleg give sin anfører et møgfald. Det var på sin plads.

Karakter: 3

Brøndby (3-5-2)

Marvin Schwäbe 7
Anthony Jung 8
Andreas Maxsø 8
Hjörtur Hermannsson 7
Morten Frendrup 7
Rezan Corlu (ud 59.) 7
Josip Radosevic 7
Jesper Lindstrøm 8
Blas Riveros (ud 73.) 9
Mikael Uhre (ud 84.) 8
Andrija Pavlovic (ud 73.) 7
Snit: 7,5
----Indskiftere
Andreas Bruus (ind 59.) 7
Simon Hedlund (ind 73.) UB
Peter Bjur (ind 73.) UB
Tobias Børkeeiet (ind 84.) UB

OB (3-4-3)

Oliver Christensen 7
Marco Lund (ud 55.) 5
Jeppe Tverskov 3
Kasper Larsen 4
Jørgen Skjelvik 3
Troels Kløve (ud 71.) 3
Jens Jakob Thomasen 4
Ryan Johnson Laursen 3
Mads Frøkjær-Jensen (ud 71.) 3
Isaam Jebali (ud 86.) 5
Emmanuel Sabbi (ud 71.) 4
Snit: 4
Indskiftere
Simon Ayo Okosun (ind. 55) 6
Janus Drachmann (ind 71.) UB
Max Fenger (ind 71.) UB
Aron Thrandarson (ind 71.) UB
Mikkel Hyllegaard (ind 86.) UB

'CV' godtede sig

Det må have været en fornøjelig dag på tribunen for Brøndbys sportsdirektør, Carsten V. Jensen, der havde en stor aktie i søndagens fornemme Brøndby-præstation. Først scorede nyindkøbte Blas Riveros. Så scorede nyindkøbte Andrija Pavlovic – i øvrigt assisteret af Rezan Corlu, som 'CV' hev hjem fra Lyngby i sommer – og til sidst bankede Jesper 'Jobbe' Lindstrøm bolden helt op i hjørnet. Ham forlængede 'CV' med i sommer.

Ernst van Norde

Ikke plads til fejlfri Maxsø

Inden kampen indlemmede landstræner Kasper Hjulmand ni nye spillere – primært fra Superligaen – i sin trup til de kommende kamp, da de danske spillere i England ikke må deltage pga. de engelske coronarestriktioner. Blandt de udvalgte var der ingen Brøndby-spillere, og var det lidt overraskende, at der ikke blev plads til anfører Andreas Maxsø, der tidligere har præsteret stærkt under Hjulmand i FC Nordsjælland. Hvis landstræneren havde ventet med sine udtagelser til efter dagens kamp, var der måske blev plads til Maxsø, der nærmest var fejlfri.

Mads Claus Rasmussen

Et lille fynsk mysterie

I løbet af søndagen begyndte et rygte at sive i OB-kredse på de sociale medier. OB skulle – ifølge rygtet – være ved at forberede et søgsmål mod ligakonkurrenterne fra Sønderjyske. Omdrejningspunktet for sagen skulle være den hollandske angriber Mart Lieder, der skiftede fra Sønderjyske til fynboerne i januar. Siden har han været nærmest været konstant skadet. B.T. spurgte i Brøndby OB's sportschef, Michael Hemmingsen, til sagen, men han havde absolut 'ingen kommentarer'. Og dermed lever rygtet stadig i bedste velgående.

Claus Fisker