De har dannet par i syv år privat. Og nu skal Pernille Harder og Magdalena Eriksson endnu en gang være holdkammerater.

»Jeg tror ikke, det bliver så specielt. Sådan var det også i Linköping. Det bliver ikke underligt. Det handler om at adskille det private og professionelle. Det tror jeg ikke, vi får problemer med.«

Sådan siger den danske landsholdsstjernes kæreste til Expressen.

De sidste tre et halvt år har de to haft et langdistanceforhold.

Pernille Harder og Magdalena Eriksson er konkurrenter, når det kommer til landshold, men på klubplan er de nu holdkammerater.
Pernille Harder og Magdalena Eriksson er konkurrenter, når det kommer til landshold, men på klubplan er de nu holdkammerater. Henning Bagger

Mens Magdalena Eriksson har spillet i engelske Chelsea, har Pernille Harder spillet i tyske Wolfsburg, som hun nu er skiftet fra.

Og landsholdsanføreren lagde heller ikke skjul på, at kæresten spillede en rolle i skiftet.

»Det er simpelthen blevet for hårdt med langdistanceforholdet. Vi har altid begge to valgt ud fra det fodboldmæssige perspektiv. Karrieren først. Men nu er vi nået til et punkt, hvor vi skal være tæt på hinanden igen,« sagde Pernille Harder, da skiftet til Chelsea blev officielt.

Inden den danske landsholdsspillers skifte var det sådan, at der enten skulle ske noget denne sommer eller næste, hvor begge kontrakter ville udløbe, har Pernille Harder fortalt.

Men hun skal ikke regne med, at hun bliver skånet af sin kæreste på træningsbanen.

»Jeg bliver hårdere ved hende, end jeg er ved alle andre,« siger Magdalena Eriksson, der spiller i forsvaret, mens danskeren spiller i angrebet.

Netop det udnytter de også, når de træner sammen. Det skete eksempelvis, da coronakrisen ramte og lukkede hele verden ned. Her befandt Pernille Harder sig i England, og hun valgte at blive i tre uger frem for at rejse tilbage til det tyske og sidde alene i sin lejlighed.

»Vi nød de uger, vi havde sammen, og det var lidt held i uheld. Vi fik det bedste ud af en selvfølgelig meget træls situation. Vi kunne træne sammen, og det giver også en ekstra motivation, at vi har hinanden, med det. Det gør en forskel, om man tager ud og løber selv eller har en makker. Vi bruger altid hinanden. Hun er forsvarer, og jeg er angriber, så vi har en del fif til hinanden. Så det er meget godt,« fortalte den danske landsholdsspiller til B.T.