Et lukket land, den største klubfinale af dem alle og et heldigt kærestebesøg.

En lidt speciel sammensætning, men ikke desto mindre er det beskrivelsen af de seneste par måneder i Pernille Harders liv, hvor hun søndag med Wolfsburg kan opnå det ultimative.

En Champions League-titel. Det store trofæ. En vild kulmination på en alt andet end normal sæson.

»Det er det her, vi træner så mange timer for, og de ofringer, man har i karrieren, er for kampe som Champions League-finalen, der er noget af det største. Det handler også om at gå ud og nyde sådan en kamp. Selvfølgelig vil man ikke bare være tilfreds med at være i finalen, men det er også vigtigt at gå ud og nyde det og så gøre alt for at vinde kampen.«

Pernille Harder og Wolfsburg skal søndag spille Champions League-finale.
Pernille Harder og Wolfsburg skal søndag spille Champions League-finale. Alvaro Barrientos / POOL

Sådan siger Pernille Harder til B.T. Hun er rolig. Men nerverne kommer også helt sikkert. Det er hun ikke i tvivl om. Og det er også sådan, det skal være, slår den danske landsholdsstjerne fast.

»Hvis ikke der var sommerfugle i maven, ville der være et eller andet galt. Det er en vigtig og stor kamp, som betyder meget for mig og hele holdet. Når man gerne vil vinde noget stort, er der altid en spænding,« siger Pernille Harder.

Finalen kommer ovenpå en hjemlig klubturnering, der blev rundet af meget anderledes end normalt som følge af coronakrisen. Det har også betydet en hverdag, der ikke har været som den, nogen kender. Uvished, flere uger uden holdtræning og lukkede landegrænser.

»Det har været en speciel periode. Verden lukkede bare ned i en periode, man vidste ikke, om tingene kom i gang igen, om ligaen ville fortsætte eller stoppe. Vi var heldige, at de valgte at vores liga skulle spilles færdig. Det er jeg rigtig glad for, og nu er det selvfølgelig også specielt,« siger Pernille Harder med henvisning til, at der ikke er nogen fans på lægterne.

»Forhåbentlig går vi bare i den rigtige retning nu, hvor det bare bliver bedre og bedre. Forhåbentlig kommer der snart en vaccine, så vi kan lægge denne coronatid bag os.«

For Pernille Harder kom nedlukningen dog på et tidspunkt, der gav hende mulighed for at tilbringe tid med en, hun ikke ser helt så ofte.

»Jeg var på weekend i England hos min kæreste, da det hele blev lukket ned. Jeg var der i tre uger, og så blev vi hentet tilbage til Wolfsburg, hvor vi begyndte at træne i små grupper,« fortæller Pernille Harder, som er kæreste til den svenske landsholdsspiller Magdalena Eriksson.

At hun blev i England var hendes egen beslutning. Og havde hun været i Tyskland, var turen nok også hurtigt gået mod lufthavnen.

Pernille Harder og kæresten Magdalena Eriksson.
Pernille Harder og kæresten Magdalena Eriksson. VALERY HACHE

»Jeg valgte at blive der, så længe vi ikke skulle træne. Jeg tænkte, det var bedre at være der end at være alene i min lejlighed. Hvis det var, landet var lukket ned, og jeg ikke havde været i England, havde jeg nok taget det første fly dertil, så man alligevel i en forfærdelig situation får det bedste ud af tingene,« siger den danske landsholdsstjerne.

Hun og kæresten er vant til at være adskilt i hverdagen.

Og derfor var nedlukningen en slags held i uheld for parret, der ellers for det meste har en fyldt kalender.

»Vi nød de uger, vi havde sammen, og det var lidt held i uheld. Vi fik det bedste ud af en selvfølgelig meget træls situation. Vi kunne træne sammen, og det giver også en ekstra motivation, at vi har hinanden med det. Det gør en forskel, om man tager ud og løber selv eller har en makker. Vi bruger altid hinanden. Hun er forsvarer, og jeg er angriber, så vi har en del fif til hinanden. Så det er meget godt,« griner Pernille Harder.

Pernille Harder kysser Cup-trofæet, som hun vandt med Wolfsburg.
Pernille Harder kysser Cup-trofæet, som hun vandt med Wolfsburg. LARS BARON / POOL

Hun må dog undvære kæresten søndag aften. Der må ikke komme tilskuere på stadion, og Magdalena Eriksson forbereder sig til den kommende sæson i Chelsea.

Derfor må svenskeren heppe med hjemme foran tv-skærmen, mens Pernille Harder og Wolfsburg forsøger at få skovlen under Lyon.

»Der er ikke nogen tvivl om, Lyon er et fantastisk hold, som har vundet finalen de seneste fire år. Det kan godt være, de på papiret er små favoritter, men jeg tror også, at hvis vi rammer dagen, kan vi vinde kampen. Det er en finale, og alt kan ske. Ligemeget hvem der måske er favoritter. De får kamp til stregen,« siger Pernille Harder.

Kampen mellem Wolfsburg og Lyon bliver spillet søndag aften klokken 20.