Et plaster på såret.

Pernille Harder blev forbigået, da titlen som verdens bedste fodboldspiller blev uddelt tidligere på ugen.

Men den danske fodboldstjerne kan få en form for oprejsning, når Årets Forbillede-prisen skal deles ud i det nye år til DR's årlige sportsshow.

Her er Harder nomineret i selskab med Mads Baulund, den tidligere paralympiske atlet og ildsjæl inden for parasporten, samt Else Trangbæk, som er forhenværende international topgymnast og nuværende kvindeforkæmper.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Pernille Harder, som i efteråret vandt prisen som Europas bedste spiller, er nomineret for at være fortaler for et mere tolerant fodboldmiljø, som skal være mere inkluderende for alle seksualiteter og folk med forskellige sociale baggrunde.

Prisen gives til atleter eller sportspersonligheder, som både sportsligt og menneskeligt har været et forbillede i det forgangne år.

Blandt tidligere vindere af prisen er tidligere cykelstjerne Brian Holm for sit arbejde med kræftramte og håndboldikonet Jesper Nøddesbo for sit engagement i et børnehospicet Lukashuset.

Det er forsikringsselskabet Tryg, som uddeler prisen. Vinderen findes ved en afstemning blandt virksomhedens medarbejdere.

Udover anerkendelse til det store gallashow kommer prisen også med en check på 75.000 kroner. Showet sendes den 2. januar på DR, hvor også B.T. uddeler den prestigefyldte pris B.T. Guld.