Det er snart jul, men det er fortsat uncool at være Christian Eriksen i Inter.
Endnu en gang startede Eriksen på bænken for Inter, da italienerne søndag eftermiddag sejrede med 2-1 over Spezia i Serie A.
Og ganske symptomatisk blev den danske landsholdsstjerne forbigået, alle fem gange træner Antonio Conte skiftede en spiller ind.
Så i stedet for at være en del af det vindende hold sad Eriksen og kiggede på fra bænken på denne kølige december eftermiddag i Milano. Så der er lagt i kakkelovnen til en juledepression hos familien Eriksen – medmindre julegløggen er ekstra stærk i år.

På mange måder var det måske at foretrække at sidde på bænken i hele kampen, når nu det skulle være, frem for de ydmygende og meget sene indskiftninger, som Conte også har udsat Eriksen for i dette efterår.
Det har nemlig vakt opsigt, at den danske midtbanestjerne ved flere lejligheder er blevet indskiftet i de døende minutter uden at have en chance for at sætte sit præg på kampene.
Spekulationerne raser dog også, om Eriksen vil forlade Inter til januar. Han sættes i forbindelse med flere klubber.
Med sejren, som Eriksens holdkammerater sikrede, er Inter på andenpladsen i Serie A, et point efter AC Milan. Achraf Hakimi scorede flot til 1-0 over Spezia. 20 minutter senere øgede Inter på et straffespark eksekveret af Romelu Lukaku, før Spezia reducerede dybt inde i tillægstiden.