Den danske landsholdsspiller Pernille Harder er netop blevet kåret til 'Årets Spiller' i 2017/2018.

Danskeren er blevet kåret af Uefa, og det er uden tvivl karrierens største hæder, at Harder nu kan kalde sig den bedste kvindelige fodboldspiller i Europa.

Den 25-årige anfører på det danske kvindelandshold vandt prisen for næsen af Ada Hegerberg og Amandine Henry.

Pernille Harder vandt i sidste sæson både det tyske mesterskab samt pokalturneringen med Wolsburg.

Danskeren har tidligere luftet sin utilfredshed med, at kåringen er blevet afholdt på den valgte dato, nemlig torsdag den 30. august om aftenen.

Det skyldes, at Pernille Harder ikke selv kan deltage som følge af, at hun samtidig med kåringen spiller mod Kroatien i VM-kvalifikationen, men der var dog optaget en video med den danske vinder.

»Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var en lille pige,« sagde Pernille Harder blandt andet om prisen.

Hos herrerne var det Real Madrid-spilleren Luka Modric, der kunne lade sig hylde som 'Årets Spiller'.