Danmarks fodboldkvinder tabte VM-kvalifikationskampen 0-1 mod Sverige.

Dermed er svenskerne klar til næste års slutrunde, der spilles i Frankrig, mens Danmark - takket være sin andenplads i gruppen - senere på efteråret skal ud i playoff-kampe om at opnå kvalifikation. Lodtrækningen til disse kampe bliver foretaget på fredag.

1. Landstræneren kan råbe højt
Det er ingen hemmelighed at det danske kvindelandsholds træner Lars Søndergaard har temperament. I den tabte VM-kvalifikationskamp mod Sverige fik nordjyden, der tidligere har trænet Superliga-klubberne Sønderjyske og AaB, også ført bevis for, at han har en gennemtrængende stemme: Når det danske spil ikke fungerede optimalt, stillede han sig ud på sidelinien og overdøvede de 8.182 tilskuere på Viborg Stadion.

2. Dansk offensiv er overvurderet
I sidste uge blev Pernille Harder af UEFA kåret som årets spiller i sæsonen 2017/2018. Det er indiskutabelt, at hun er en fremragende angrebsspiller. Men mod Sverige så det unægteligt ud til, at det danske kvindelandsholds offensiv er overvurderet. Således fik Pernille Harder aldrig for alvor sat sig igennem. Det samme gjaldt i øvrigt de to andre danske angribere, Nadia Nadim og Sanne Troelsgaard, der kun sporadisk viste glimt af klasse.

3. Svenskernes defensiv er stærk
Det svenske kvindelandsholds tre-back-kæde stod stærkt, og gav ikke de danske offensivspillere megen plads. Foran sig havde de holdets store profil Caroline Seger liggende. Den 33-årige midtbanespiller, der til dag repræsenterer Malmø-klubben FC Rosengård, var ikke blot leveringsdygtig i en kæmpemæssig arbejdsindsats, men formåede også at kitte forsvar og angreb sammen.