Martin Braithwaite har vundet sit første trofæ med FC Barcelona!

For med en overlegen 4-0-sejr over Athletic Bilbao vandt den catalanske storklub lørdag aften den spanske pokalfinale.

Fra bænken kunne den danske landsholdsspiller se holdkammeraterne Antoine Griezmann, Frenkie de Jong og Lionel Messi sætte ild til Barca-lejren med scoringer, der skabte en aften, som Braithwaite nok aldrig vil glemme.

Den 29-årige dansker kom på banen i det 87. minut og var dermed med til at sikre FC Barcelona Copa del Rey-trofæet for 31. gang i klubbens historie.

FC Barcelona-spillerne fejrer pokaltitlen.
FC Barcelona-spillerne fejrer pokaltitlen. Foto: MARCELO DEL POZO
Vis mere

Pokaltitlen var tiltrængt for Lionel Messi og resten af Barca-mandskabet, der ikke havde vundet et trofæ i 23 måneder.

Det var dog først i anden halvleg, at det stjernespækkede fodboldhold startede et sandt bombardement mod Bilbaos mål, hvor først Antoine Griezmann med en forløsende scoring gjorde det onde mod holdet fra Baskerlandet.

Herefter sørgede Frenkie de Jong for 2-0-scoringen, inden Lionel Messi bankede yderligere to mål i kassen og cementerede triumfen.

Baskerne må til gengæld konstatere, at de nu har tabt to pokalfinaler på to uger. I begyndelsen af april tabte holdet nemlig den udskudte pokalfinale fra den forgangne sæson til Real Sociedad.