Evertons næste cheftræner hedder ikke José Mourinho.

Flere rygter har ellers sat den 58-årige portugiser i forbindelse med det ledige trænersæde på Goodison Park. Men det afviste José Mourinho torsdag aften på et pressemøde.

»Med hensyn til følelser, passion, empati og glæden ved at arbejde med Roma, vil jeg sige, at jeg har det 11 ud af 10. Jeg er meget glad for at være i en klub, hvor jeg føler, at folk stoler på mig. Jeg kunne ikke være lykkeligere end dette.«

»Når det er sagt, så er jeg glad lige nu og ville ikke skifte dette Roma-projekt ud med noget andet.«

58-årige José Mourinho.
58-årige José Mourinho. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Den tidligere Chelsea- og Real Madrid-træner kommenterede ikke på, om Everton har tilbudt ham en kontrakt eller ej.

Men han understregede, at han ikke er på vej ud af Roma-døren lige nu.

»Jeg gav mit ord for tre år, og jeg vil ikke gå, før de tre år er gået. Det er også mit projekt.«

Everton har været på jagt efter en ny cheftræner, siden Rafael Benitez blev fyret for nogle dage siden efter en lang periode med elendige resultater.

I første omgang har Premier League-mandskabet gjort klublegenden Duncan Ferguson til midlertidig chef på sidelinjen.

Han nævnes ligeledes som en mulig permanent løsning. Her er Wayne Rooney, Frank Lampard og Fabio Cannavaro også i spil ifølge de engelske medier.

Andre læser også