FC København-angriberen Jonas Wind har tirsdag startet et nyt kapitel i sit liv. Han er nemlig flyttet hjemmefra.

Det fortæller den 21-årige fodboldspiller i Mediano-podcasten 'Audi Talks'.

»Jeg flytter hjemmefra for første gang med min kæreste. Det er en del af udviklingen om at stå på egne ben. Jeg har min kæreste med, så jeg er ikke helt alene.«

Angriberen er kæreste med Laila Hasanovic, og det har han været siden sidste år. Hun er lige blevet student, mens hun ligeledes er influencer.

Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Jonas Wind har fået nøglerne til lejligheden tirsdag, og han fortæller, at han selv har købt den. Og han føler, at tidspunktet er rigtigt.

»Det bliver specielt, men også en del af udviklingen. Jeg er trods alt stadig ung. Det er en del af det at blive voksen. Jeg har boet hjemme indtil nu.«

Selv om Jonas Wind og Laila Hasanovic ikke har været kærester i et år endnu, så er hun alligevel klar til at følge med angriberen til udlandet, hvis muligheden byder sig.

»Hun er klar på at komme med til udlandet. Vi har snakket om det en lille smule. Hvis det en dag bliver aktuelt, så er jeg sikker på, at hun gerne vil med.«

»Det er nok naturligt, at hun vil rykke med til udlandet. Det er en ny fase, jeg går ind i. Får nøglerne tirsdag. Man er på egen hånd.«

Den 21-årige FC København-spiller tilføjer, at han sætter meget pris på den omsorg, han fået hjemme hos mor og far.

»Jeg har altid haft en tryg base derhjemme med en rolig og god opdragelse. Jeg har lært at behandle andre mennesker godt, mens jeg har fået en masse kærlighed.«

Jonas Wind og resten af FC København-mandskabet indleder den nye Superliga-sæson søndag aften i Odense mod OB.