FC København har i denne uge sagt farvel til sin 22-årige midterforsvarer Victor Nelsson, som den tyrkiske storklub Galatasaray onsdag kunne præsentere som ny spiller.
Den handel har sendt FC København på transfermarkedet efter en ny spiller til midterforsvaret, og her indrømmer cheftræner Jess Thorup, at klubikonet Mathias "Zanka" Jørgensen kunne være interessant at hente hjem fra tyrkiske Fenerbahce.
- Vi har hele tiden sagt, at Mathias Zanka har en historik, der gør, at han er interessant for de fleste klubber, og det er han også for FC København.
- Men ellers vil jeg ikke kommentere specifikke navne, ud over at vi formentlig skal ud at hente noget defensivt, hvilket jeg også tror, vi kommer til at gøre, siger Jess Thorup.
31-årige Mathias "Zanka" Jørgensen har tidligere båret anførerbindet i FCK, som han har spillet over 300 kampe for - seneste kamp fik han i sidste sæson, hvor han var udlejet fra Fenerbahce.
Jess Thorup fortæller, at en potentiel ny midterforsvarer skal kunne gå direkte ind og konkurrere om en plads i startopstillingen.
- På mere eller mindre samtlige positioner har vi to mand, som kan spille i startopstillingen, og det skal vi også have i midterforsvaret.
- Vi skal have hård konkurrence på alle positioner, og derfor skal vi have en spiller med kvalitet ind, siger træneren.
FCK har tidligere i transfervinduet hentet den georgiske midterforsvarer David Khocholava, der har sluttet sig til klubbens andre midtstoppere Nicolai Boilesen, Marios Oikonomou og unge Valdemar Lund Jensen.
Mens Thorup ser frem mod endnu en spiller til holdet, så er han glad for salget af Victor Nelsson, der kom til FCK fra FC Nordsjælland i 2019.
- Det er en fantastisk historie, at vi på den måde har givet chancen til en ung spiller, der har leveret godt for FCK, indtil der så pludselig står klubber på de større adresser, der synes, at vores spillere er interessante.
- Det er fedt, og det er den vej, udviklingen skal gå, siger Thorup.
/ritzau/