Drømmen startede allerede som lille for Jakob Kjeldbjerg.

Men der gik alligevel nogle år, før han fik realiseret den. Blandt andet skulle konen overtales, og det var faktisk hans velkendte værtsrolle, der gav ham skubbet.

»Da jeg havner på 'Robinson' i 2004, ændrer min hverdag og arbejdsdag sig betragteligt, fordi det i en lang periode var koncentreret i Asien og med mange friuger. Der begyndte den at spøge i baghovedet igen.«

Det, der begyndte at spøge, var den drøm, Jakob Kjeldbjerg havde haft, siden han var professionel fodboldspiller i Danmark.

Jakob Kjeldbjerg under en landsholdssamling i 1994.
Jakob Kjeldbjerg under en landsholdssamling i 1994.

En karriere, der bragte ham til Chelsea og gav 14 landskampe, men som også sluttede, da han var blot 26 år, som følge af en skade.

»Der var den store prioritet at komme til Sydfrankrig på grund af klimaet. Jeg var en ung gut, der drømte om at komme derned og drikke lidt rose, når jeg havde fri. Det var en drøm, der kom af, at jeg som helt lille og ung kørte i bil til Sydfrankrig med familien og blev halvt frankofil, og det sad egentlig i mig hele vejen igennem frem til, jeg stoppede som fodboldspiller,« siger 50-årige Jakob Kjeldbjerg, som er en af de danskere, der efter karrieren har valgt at bosætte sig i udlandet med sin familie.

Det krævede dog noget overtalelse. For konen Christine var dengang i starten af 00'erne glad for at bo i Danmark.

»Tingene passede arbejdsmæssigt med 'Robinson'. Så overtalte jeg min kone til at trække stikket. Det var mere mig, end det var hende. Hun var mere tilfreds, glad og afklaret ved at være i Danmark på det tidspunkt. Hun skulle lige fristes lidt,« siger Jakob Kjeldbjerg.

Sammen med konen Christine rejste han til Frankrig og så på huse, og de faldt for det, de bor i nu. Hjemmet, hvor deres to piger, Sophia og Maria, er vokset op og siden er flyttet fra igen.

De har begge taget turen til England, hvor den ene går på University of Cambridge, mens den anden går på kostskole. Lige nu er de dog hjemme i Frankrig på grund af coronavirus, men ellers har det været en omvætning i Kjeldbjerg-hjemmet.

»Det var sgu specielt, og de efterlader af gode grunde et enormt tomrum – endnu mere hos mig end min kone. Siden hun kom herned, har hun kørt sit fitnessfirma, hvor hun mere eller mindre har kørt videre, efter de flyttede. Det var mig, der var chauffør, når de skulle i skole og til fest. Det er en endnu større omvæltning for mig end for dem,« siger Jakob Kjeldbjerg, der, siden pigerne blev født, har valgt nogle ting fra.

Det valg tog han, da han blev far. Og det handler ikke om, at han vil pudse sin glorie, understreger han.

Jakob Kjeldbjerg er efter fodboldkarrieren blevet kendt for sin rolle som vært på 'Robinson Ekspeditionen'.
Jakob Kjeldbjerg er efter fodboldkarrieren blevet kendt for sin rolle som vært på 'Robinson Ekspeditionen'. Jeppe Bjørn Vejlø

»Jeg har ikke været på mange mandeture. Dels fordi jeg arbejder, som jeg gør, men også, fordi jeg ville udnytte tiden med mine piger i så høj grad som muligt. Det er en af de beslutninger, jeg har taget, jeg er mest glad for. Jeg kan godt mærke, de er blevet store, og det er bare noget andet. Den tid kommer bare ikke igen,« siger Jakob Kjeldbjerg, der er i Danmark fire eller fem gange om året. Måske lidt mere.

Og netop det, at familien har boet mange år i Frankrig, har givet både ham og pigerne meget. De kan flere sprog, de er meget åbne, og de ser egentlig ikke specifikt hverken Frankrig eller Danmark som deres hjem.

»Det kan jeg godt lide. Det er en af de ting, der gør mig glad og tilfreds med de ting, vi har gjort her. Der kan komme ulemper hen ad vejen, og det bliver så vores ansvar, om der kommer noget rodløshed i forhold til at vokse op i et andet land, end de er født. Men det må de sgu selv håndtere,« griner Jakob Kjeldbjerg.

»Det lyder lidt hårdt, men det er noget, de må prøve at håndtere. Vi har ikke flyttet rundt til alle mulige lande. De blev født i Skovshoved i København, og så har de boet i Frankrig resten af deres liv. Vi har jo ikke pisket rundt med dem,« siger Jakob Kjeldbjerg.

Jakob Kjeldbjerg og konen Christine.
Jakob Kjeldbjerg og konen Christine. Claus Bech

Han lægger ikke skjul på, at der af og til går nogle overvejelser i forhold til at flytte til Danmark.

Men det er ikke nødvendigvis det, der en dag kan blive 'hjem'. For konen Christine er fra England, så det er også en mulighed.

Indtil nu har løsningen med at bo i Frankrig været 'optimal' for tv-værten, der nemt kan komme rundt, og som med egne ord har fået 'det bedste af begge verdener'. På ét punkt savner han dog at bo i Danmark.

»I forbindelse med, at mine to skønne forældre bliver ældre, så synes jeg, det ville være rart at bo i Danmark – de bor i Holstebro. Det kunne være rart at bo der og piske over og få en kop kaffe og se, hvordan de har det. Det er den helt store afgørende tanke indimellem. Men derfra og så til at rykke min kone op med rødderne igen og fjerne pigernes hjem for at flytte til Danmark er ikke nok. Der passer tingene ikke. Men tanken spøger,« siger Jakob Kjeldbjerg.