Han er en af de helt store danske helte, men fodboldlegenden Frank Arnesen har for længst besluttet at vende Danmark ryggen og bosætte sig i udlandet - og der er ingen planer om at vende hjem.

»Det gør jeg ikke, det er 100 procent sikkert,« svarer det tidligere offensiv-es, da han bliver spurgt om, hvorvidt han nogensinde flytter hjem til andedammen. Men så kommer der et forbehold.

»Det vil kræve, at der kommer en jobmulighed, når jeg er færdig i Feyenoord. Da vil jeg være 65 år, og spørgsmålet er, om der er nogen, der vil have en gammel mand, og om jeg overhovedet har lyst til at arbejde,« siger Frank Arnesen, der er teknisk direktør i den hollandske storklub.

Alligevel kan man mærke på ham, at han hverken tror på eller har behov for at flytte til sit fædreland igen. Hans børn er mere hollandske end danske, og han ser sig selv som en verdensborger i stedet for en dansker.

»Jeg har aldrig været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle flytte til Danmark igen. Det har aldrig været på tale, og jeg har ikke fortrudt, at vi ikke har levet mere i Danmark. Vi har haft et fantastisk liv med børn og været meget heldige,« siger manden med de 52 landskampe og 14 mål.

Som kun 18-årig drog Frank Arnesen fra København til Amsterdam og ud på en fodboldrejse, der hidtil har varet 45 år. Bortset fra et kort afbræk i 1989/1990-sæsonen er fodboldkoryfæet aldrig hjemvendt.

I alt har han og familien boet i otte lande, og savnet til det lille land mod nord har aldrig meldt sig.

»Det havde noget at gøre med, at jeg fik jobtilbud med det samme, da jeg stoppede,« siger Frank Arnesen om grunden til, at han ikke flyttede til Danmark, da han indstillede karrieren som spiller.

Som 31-årig fik han tilbudt en kort kontrakt af hollandske PSV Eindhoven, der senere blev vekslet til en længere en af slagsen.

»Det ene har taget det andet. Sådan er livet, jeg lærte ikke at planlægge noget, da jeg fik min knæskade. Fra det moment var det ikke mig, der bestemte. Så vi har altid bare prøvet at se, hvad det kunne føre til.«

Men du har aldrig overvejet at flytte hjem?

»Nej, fordi jeg fik gode tilbud udefra. Det var ikke sådan, at jeg sagde nej til Danmark. Men børnene følte sig mest hollandske, der følte de sig hjemme, og hollandsk blev mere og mere deres første sprog.«

Frank Arnesen har været sportsdirektør i en række klubber. Paok FC Thessonaliki i Grækenland er en af dem.
Frank Arnesen har været sportsdirektør i en række klubber. Paok FC Thessonaliki i Grækenland er en af dem. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Netop Holland har Frank og hustruen Kate boet i i 19 år, og det gør de også den dag i dag. Det var her, de stiftede familie, og undervejs har parret og deres fire børn levet i lande som Spanien, Belgien og England.

Allerede et år efter at parret forlod Danmark, fik de 19-årige forældre tvillinger - født i 1976 - og derfra havde de hjemmeboende børn i 36 år.

Tvillingeparret Britt og Anja er de ældste, hvorefter parret fik Sebastian Arnesen og den yngste datter Rebecca, der i dag er 31 år.

Alle børnene har levet en stor del af deres tidlige år i Holland - og bor der i øvrigt allesammen igen nu, i Eindhoven.

»Vores tilknytning til Holland er blevet meget stærkere på grund af vores børn.«

»Mange mener, at man skal til Danmark, når børnene skal i skole. Det er bullshit, synes jeg. Man kan da godt tage til Danmark, hvis det er det, man vil. Men børn tilpasser sig, og det er fantastisk. De lærer et sprog. Vores børn taler jo tre-fire sprog.«

De ældste børn, Britt og Anja, taler godt dansk og kan læse. Man kan godt høre, at de ikke er 'helt danske', som Frank Arnesen selv siger, mens Sebastian føler sig for usikker til at tale sproget. Rebecca, den yngste, taler også fint dansk.

Men selv i forhold til børnenes læring af det danske sprog og kulturen har det ikke været en mulighed at flytte hjem.

»Det må de selv finde ud af. Det skal de nok lære en anden dag, hvis de vil det. Men hvorfor skulle de flytte hjem til Danmark? Hvad er der dér mere end i Holland?«

Danmark er dog ikke helt afskrevet. Selvfølgelig ikke.

En del af hans børn er døbt, konfirmeret eller endda gift i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn i København.

»Jeg elsker at komme hjem til Danmark, det gør vi allesammen. Også selv om jeg aldrig har savnet at bo der. Vi har selvfølgelig en speciel tilknytning til Danmark, fordi vi er født og opvokset der, Kate og jeg. Men man bliver international,« siger Frank Arnesen.

»På en måde er jeg er blevet en omvandrende sigøjner.«

Som udlandsdansker taler man ofte om, hvad ordet 'hjem' egentlig dækker over.

Skal man 'hjem' til Danmark, eller skal man 'hjem' til sin bolig i udlandet?

For Frank Arnesen er der i hvert fald ingen tvivl.

Indtil oktober 2019 var Frank Arnesen sportsdirektør i belgiske Anderlecht.
Indtil oktober 2019 var Frank Arnesen sportsdirektør i belgiske Anderlecht. Foto: HATIM KAGHAT
Vis mere

»For mig er hjem Holland. Hjem er dér, hvor du har dine sutter og din pyjamas. Hvis jeg så lige flytter til Hamborg, så er det allerede 'hjem' efter et par måneder. Sådan noget er jeg ved at være vant til, fordi vi har flyttet så meget. Det er fantastisk.«

De seneste mange år har den 63-årige Arnesen ofte været i Danmark i forbindelse med dækningen af det danske landshold, som han har deltaget i for Discovery.

Selv om hans tid i Danmark hører i højere grad hører til sjældenhederne, og at han ofte overnatter på hotel, når han besøger fædrelandet, er der ingen tvivl om, hvad han svarer, når folk spørger, hvor den tidligere landsholdsspiller kommer fra.

»Når man ikke bor i Danmark, vil man gerne vise omverdenen, hvor man er fra. Man vil gerne sælge sit land og fortæller, at man er dansker, fra København. Det gør man jo ikke, når man bor i Danmark. Sådan er det bare.«