Mikkel Damsgaard er blevet en eftertragtet herre efter et fremragende EM for Danmark i løbet af sommeren.

Gigantiske klubber som FC Barcelona og AC Milan har været meldt interesseret i danskeren, og nu tilslutter endnu en storklub sig det felt.

Der er tale om Premier League-klubben Tottenham, der i forvejen har Pierre-Emile Højbjerg i truppen.

Det skriver den italienske avis la Repubblica ifølge Tutto Mercato Web.

Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Tottenham skulle være parat til at åbne pengepungen og betale 185 millioner danske kroner for den tidligere FC Nordsjælland-stjerne.

Den italienske avis tilføjer, at det specielt er Fabio Paratici, som har et godt øje til Mikkel Damsgaard. Han er den nye direktør i Tottenham.

Serie A-klubben Sampdoria, hvor den 21-årige dansker er på kontrakt, kræver i omegnen af 260 millioner kroner for deres eftertragtede spiller.

La Repubblica fortæller dog ligeledes, at Sampdoria er klar til at forhandle om den endelige pris for Mikkel Damsgaard.

Den danske landsholdsstjerne havde en forrygende slutrunde, hvor han spillede sig ind som en fast del af landsholdet og scorede mod både Rusland og England.

Nu er spørgsmålet så bare, om det gode EM betyder, at danskerens fodboldeventyr skal fortsætte i en ny og større klub.