Dårligt fremmøde, tomme løfter og en stor skuffelse.

Det er årsagen til bruddet mellem danmarksserieklubben Ishøj IF og den tidligere landsholdsspiller Nicki Bille, der blev offentliggjort tidligere onsdag.

Bag offentliggørelsen af bruddet er Murat Kutuk, der er sportsdirektør i Ishøj IF.

Han fortæller, at Nicki Bille ikke har sat sin fod i klubben siden 9. oktober, hvor han deltog i en middag med holdet.

Før det havde han ikke været til træning i tre uger.

»I bund og grund har Nicki (Bille, red.) ikke vist stabilitet i sit fremmøde til træning. Han har ikke rigtigt været her, og så giver det lidt sig selv. Hvis du ikke er her, så kan du heller ikke være en del af den her klub,« siger Murat Kutuk og fortsætter:

»Vi har ikke set skyggen af ham siden middagen. I bund og grund handler det om, at hvis man virkelig vil spille her, så skal man også tage skridtet og komme til træning, også selv om det kan være hårdt.«

Murat Kutuk er ærgerlig og skuffet over, at historien om Nicki Bille og Ishøj IF ikke blev en succes. Nicki Bille er dog stadig velkommen, hvis han ønsker at tage skeen i den anden hånd.

Nicki Bille er færdig i Ishøj IF.
Nicki Bille er færdig i Ishøj IF. Mads Claus Rasmussen

»Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at det er ærgerligt, at Nicki (Bille, red.) ikke har vist mere stabilitet. For var der noget, vi gerne ville, så var det at hjælpe ham tilbage til livet – ikke kun fodbolden,« siger Murat Kutuk og fortsætter:

»Vi har stadig motivation for at hjælpe Nicki, for vi tror på mennesker. Derfor er han også mere end velkommen, hvis han beslutter sig for at ville det her og begynder at vise stabilitet.«

Nicki Bille nåede ikke at spille et eneste minut for Ishøj IF. Det så ellers lovende ud, da han blev præsenteret af klubben 25. juli med ordene:

‘HUTLI HUT SENSATIONEL NYHED’

Skuffelsen er da også til at spore hos Murat Kutuk, der dog ønsker Nicki Bille alt det bedste fremover:

»Jeg havde 100 procent regnet med, at han ville lægge mere handling bag ordene, og det er ikke, fordi jeg er naiv. Men han sagde, han virkelig gerne ville det her, og i starten kom han også og trænede og løb. Jeg håber det bedste for ham, og at han kommer tilbage til fodboldbanen igen – om det er for os eller for nogle andre.«

Nicki Bille har i sin tid i Ishøj IF fundet vej til medierne ved flere lejligheder.

Første gang lød det, at en skade i numsen afholdt ham fra at træne i Ishøj, og senere kom det frem, at han ikke mødte op til træning, da han døjede med eftervirkningerne af antabus, som han var begyndt at tage for at tøjle sit alkoholforbrug.

For at imødekomme Nicki Billes udfordringer ved at komme til træning som følge af antabussen strikkede Ishøj IF et træningsprogram sammen til ham, som han kunne gennemføre hjemme i privaten.

Det har dog ikke båret frugt, hvilket var medvirkende til, at tålmodigheden fra Ishøj IF ophørte.

Ishøj IF er dog allerede klar med en ny opsigtsvækkende signing efter bruddet med Nicki Bille. Murat Kutuk fortæller, at Ishøj IF i aften præsenterer en tidligere Superliga-spiller, der har spillet i flere klubber.

Det lyder, at han er 'en offensiv spiller med god fart'.