En fødselsdagsfest har nu betydet bøder til flere Inter-spillere.

For selvom Romelu Lukaku torsdag fyldte 28 år, fik han natten mellem onsdag og torsdag besøg af politiet, da han fejrede det på hotellet The Square i Milano. Det skriver Corriere della Sera.

Festen blev holdt i et lokale, men det blev alligevel meldt til politiet, som ankom til stedet og lukkede festlighederne på grund af brud på coronareglerne.

'Klokken 03.00 i går skred politiet ind på et hotel i Milano, hvor der i et af lokalerne blev holdt fødselsdagsfest for Inter-spilleren Romelu Lukaku,' lyder det i en pressemeddelelse fra politiet.

Lige nu er det sådan, at Milano er i 'gul zone'. Det betyder, at det er tilladt at bevæge sig rundt i byen samt andre regioner, der befinder sig i samme zone.

Dog er det sådan, at det ikke er tilladt at få besøg mere end én gang om dagen, og får man besøg, er det ikke tilladt at være mere end fire mennesker samlet.

Derudover er der udgangsforbud mellem klokken 22 og 05, og det var netop på grund af rumsteren i det tidsrum, at politiet blev tippet.

'Udover Lukaku deltog yderligere 23 personer, deriblandt andre Inter-spillere og hotellets manager, der arrangerede begivenheden. Manageren og gæsterne vil nu blive straffet for at bryde flere coronaregler,' skriver politiet.

Både Ashley Young (th.) og Achraf Hakimi var ifølge det italienske medie med. 
Både Ashley Young (th.) og Achraf Hakimi var ifølge det italienske medie med.  Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Ifølge Corriere della Sera var det Ashley Young, Achraf Hakimi og Ivan Perisic, der var med fra Inter-truppen, og mediet skriver, at der ifølge kilder i den italienske klub ikke var tale om en decideret fest, som politiet ellers beskriver det.

Ifølge kilder i Inter blev der godt nok holdt et arrangement for at fejre Lukaku, men der var tale om en middag på hotellet, som gæsterne først ankom til sent om aftenen, fordi Inter spillede kamp, der sluttede sent.

Herefter besluttede flere spillere angiveligt ikke at sove på hotellet, men tage hjem, og det var, da de gik ud til deres biler, at de blev stoppet af politiet, alene fordi de brød udgangsforbuddet, lyder forklaringen.

Politiet skriver dog i pressemeddelelsen, at de var inde på selve hotellet, og det skete som følge af, at de havde fået et tip.