En af Inters helt store legender kommer nu med en voldsom kritik af Christian Eriksen.
Afsenderen af kritikken er Luis Suárez Miramontes, som har en særlig status blandt mange Inter-fans.
Spanieren var en af de store stjerner på Inters hold i 1960’erne, hvor klubben blandt andet vandt Mesterholdenes Europa Cup to gange, og så har han hele tre gange været cheftræner i Inter.
Og nu får Christian Eriksen altså en bredside fra klubikonet, der ikke giver meget for snakken om, at danskeren først skal vænne sig til Serie A, før han kan præstere på topniveau.
»Hvis man er god, er man god. Det ser ud til, at han mangler lidt karakter og aggression,« siger 84-årige Suárez til Tuttomercatoweb og fortsætter:
»Der er ikke brug for sådan en type spiller i Inter. Jeg håber, jeg tager fejl, men indtil videre har han skuffet mange Nerazzurri-fans (Inter-fans, red.),« lyder det fra manden, der blev kåret til verdens bedste fodboldspiller i 1964.
Samtidig hæfter Luis Suárez Miramontes sig ved, at Inter-træner Antonio Conte åbenlyst ikke har den store tillid til Christian Eriksen.
»Ud fra det jeg så (i Tottenham, red.), så han ud som en fremragende spiller, men det er underligt, at en træner, der købte ham, ikke vil lade ham spille,« siger han.

Christian Eriksen har i det hele taget fået meget kritik, siden han skiftede til Inter i januar.
Inter måtte betale Tottenham 20 mio. euro – cirka 150 mio. kr. – for den danske stjerne, men indtil videre har Eriksen altså ikke kunnet overbevise omgivelserne om, at det har været en god handel.
Den danske midtbanespiller har da også blot fået plads i startopstillingen i tre ud af de otte kampe, han nåede at spille for storklubben, inden corona-pandemien i marts fik lukket ned for al fodbold i støvlelandet.
Lige nu er det usikkert, hvornår der igen bliver spillet fodbold i Italien, men FIGC, det italienske fodboldforbund, satser på, at det kan lade sig gøre i maj.