Christian Eriksens tid med familien i Danmark er slut.

Den danske landsholdsstjerne rejste ellers i slutningen af marts med familien hjem til Danmark, da coronavirussen rasede i hele Italien og specielt også i Milano. Dengang gav Inter sine internationale profiler lov til at rejse hjem, men nu er Christian Eriksen og co. blevet hentet tilbage.

Christian Eriksen er ifølge Gazzetta dello Sport sammen med Ashley Young de første internationale profiler hos Inter, der er vendt tilbage til Norditalien.

Når danskeren og de andre udenlandske spillere tvinges tilbage til Milano allerede nu, skyldes det, at de igen skal afsone 14 dages hjemmekarantæne.

Foto: MASSIMO PINCA
Vis mere

Her skal de holde sig klar, så de kan gå ind i fællestræningen, hvis rygterne fra Italien om en genopstart af Serie A i maj holder stik. Og specielt Christian Eriksen har lidt lektier at lave, hvis man skal tro Gazzetta dello Sport.

Den store italienske avis mener at vide, at Eriksen skal forbedre især tre ting, hvis han skal finde vej til en fast plads på Antonio Contes hold. For den italienske træner planlægger ikke at omlægge sin spillestil til fordel for den danske stjerne. Han forventer, at Eriksen tilpasser sig Inters stil.

Her er de tre ting, som Gazetta dello Sport mener, at Eriksen skal forbedre:

Fysikken: »I januar levede danskerens fysiske form ikke op til Conte og hans stabs forventninger. Kampstoppet har kompliceret den del, men det kan også ses som en mulighed for Eriksen at vinde ind på og følge med holdkammeraterne.«

Foto: POOL
Vis mere

Det mentale: »Det næste skridt er at komme til kamp såvel som træning med en anden indstilling – mere krigerisk og kampklar. Ingen kan forlange en personlighedsændring, og den sky Christian kan ikke blive et sprudlende epicenter som Lukaku, men på banen skal hans større kvalitet og erfaring kunne mærkes, og det skal ledsages af en iver efter at excellere som 'Contes soldater'.«

Det taktiske: »Manden fra Middelfart skal lære 'mezzalaens' (de centrale midtbanespillere ved siden af playmakeren, red.) opgaver. Der skal tilføjes temposkift, og han skal bevæge sig mere uden bold.«

Der er altså nok at se til hos Christian Eriksen, hvis han vil lave sit endelige gennembrud under Antonio Conte i Inter. Og måske kan han få muligheden for at give det et skud allerede inden længe.

Der er dog ingen officielle udmeldinger om, hvornår fodbolden genoptages i Italien, der stadig er hårdt ramt af coronavirussen.