»Jeg begår ikke nogen ‘samme fejl’,« lød det fra Peter Schmeichel, da B.T. interviewede ham for knap otte måneder siden.

Temaet var hans optrædener på russisk tv under VM i 2018, der igen var genstand for debat, kort efter Rusland gik ind i Ukraine og startede en krig, der stadig står på.

I november 2021 var Schmeichel selv i Qatar til etårsmarkeringen af VM-turneringen, der begynder om en måned, og derfor spurgte B.T. den tidligere målmand ind til, hvorvidt han var ved at begå samme fejl med Qatar, som han havde gjort med Rusland.

Svaret var dengang et rungende nej, men nu har piben har fået en helt anden lyd. På otte måneder har Peter Schmeichels holdning ændret sig så meget, at han skal være ekspert for tv-stationen beIn Sports under VM.

Peter Schmeichel var blandt andet på besøg hos den russiske præsident Vladimir Putin i 2018 sammen med en række tidligere fodboldspillere.
Peter Schmeichel var blandt andet på besøg hos den russiske præsident Vladimir Putin i 2018 sammen med en række tidligere fodboldspillere. ALEXEI DRUZHININ / SPUTNIK / KRE

Kanalen er ejet af den qatarske stat, og dermed bliver Peter Schmeichel formentlig fyrsteligt betalt for at dække en udskældt slutrunde. Præcis, som han gjorde det for fire år siden i Rusland.

På beIn Sports bliver det danske landsholdskoryfæ en del af et stort VM-hold, som også tæller navne som Kaka, Gabriel Batistuta, Ruud Gullit, Alessandro Del Piero og David Villa.

Nyheden sprang i forvejen i øjnene – men gør det endnu mere, når man genlæser B.T.s interview.

»Det er klart, at med det stormvejr, jeg røg ud i, har jeg også tænkt, at det ikke var nogen god idé,« sagde Peter Schmeichel i marts om sin aftale med russisk stats-tv under VM i 2018, selvom han påpegede, at han ikke fortrød sit valg.

Men det er svært – nærmest umuligt – at forestille sig, at Peter Schmeichel er overrasket over, at hans beslutning om at arbejde for en qatarsk tv-station i forbindelse med VM, forarger.

For ved at træffe den beslutning skriver han sig yderligere ind i rækken af personer som eksempelvis Nadia Nadim og Brian Laudrup, der har fået massiv kritik for at arbejde med ørkenstater i forbindelse med slutrunden.

»Du siger, du lærte noget af de tæsk, du fik efter Rusland. Hvordan kan det så være, at du nu ser ud til at begå den samme fejl med Qatar?« spurgte B.T. altså Peter Schmeichel dengang i marts. Hvortil han svarede:

»Hvad er det, jeg har gjort med Qatar? Jeg har stået med en idiotisk journalist, der beskyldte mig for at være ansvarlig for 15.000 menneskers død, fordi jeg var i Qatar til etårsmarkeringen af en fodboldturnering. En fodboldturnering, jeg ikke har været med til at placere i Qatar,« svarede han med hentydning til, at en journalist stillede ham kritiske spørgsmål om slutrunden i forbindelse med Qatar-besøget.

Inden han fortsatte:

»Jeg har intet med Qatar at gøre. Intet. Jeg har været i Qatar til et møde i et advisory board, hvor vi kigger på, hvordan vi kan gøre fodbolden bedre, og hvordan vi gør kalenderne bedre, så alle får det mest optimale ud af den tid, der er til rådighed til at spille fodbold. Det er i al sin enkelthed det, jeg gør. Det er ikke mig, der har placeret det møde, som vi var til, i Qatar. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så unuanceret og blive et angreb. For jeg har ikke noget med det at gøre. Så jeg begår ikke nogen ‘samme fejl’.«

Nu bliver Peter Schmeichel altså alligevel en del af Qatars propagandamaskine omkring tidernes mest omskældte slutrunde.

Godt nok ikke som ambassadør for turneringen ligesom Nadia Nadim, men som ekspert på en statsejet tv-station.

»Jeg er ikke tilfreds med den måde, fodbolden er på – og den måde, den er struktureret på. Selvfølgelig ikke. Men jeg har en position, som gør, at jeg kan påvirke det. Men det bliver brugt imod mig,« sagde Schmeichel i marts og påpegede, at det ikke hjalp noget at gå imod et VM i Rusland eller Qatar.

»Det er meget bedre at påvirke det indefra end at stille sig op. Hvad får jeg ud af at sige, vi skal boykotte? Én overskrift måske. Så er det glemt. Men hvis jeg i stedet prøver at påvirke det indefra og hele tiden har den samme holdning, kan jeg måske flytte noget.«

Flere vil måske anfægte, at man bekæmper slutrunden indefra ved at lade sig betale af en tv-kanal for at promovere VM.

Det er uvist, hvad Peter Schmeichel får for sin tjans, men ifølge Daily Mail får Gary Neville – som også skal dække VM for kanalen, og hvis status er sammenlignelig med danskerens – et sekscifret beløb i britiske pund.

Det svarer til et sted mellem 850.000 og 8,5 millioner kroner.

B.T. har ad flere omgange forsøgt at få en kommentar fra Peter Schmeichel via opkald og sms'er, men han er ikke vendt tilbage.

VM i Qatar løber af stablen fra 20. november til 18. december.