Steven Gerrard er snart tilbage i Premier League, hvor han spillede størstedelen af sin aktive karriere.
Den tidligere midtbanestjerne bliver nemlig præsenteret som ny cheftræner i Aston Villa i løbet af de næste 48 timer. Det skriver Sky Sports.
Den nuværende Glasgow Rangers-træner vil skrive under på en kontrakt, som løber to og et halvt år frem.
41-årige Steven Gerrard tager over for Dean Smith, og det forventes, at han får sin Rangers-stab med sig til Birmingham.

Ifølge Sky Sports spiste Liverpool-legenden middag med Christian Purslow onsdag aften i England. Han er administrerende direktør i Aston Villa.
Premier League-klubben valgte at fyre Dean Smith efter en sløj periode, hvor holdet har tabt fem kampe på stribe i ligaen. Det placerer holdet blot to point over nedrykningsstregen.
Udover Steven Gerrard har Frank Lampard samt Kasper Hjulmand ligeledes været nævnt som mulige afløsere for Dean Smith. Danmarks landstræner fortalte dog i Helsingør tidligere på ugen, at han ikke skal nogen steder.
Ifølge flere britiske medier er Frank Lampard nu på bloggen i Norwich. Bundproppen i Premier League fyrede også deres træner tidligere på ugen.
Steven Gerrards første opgave bliver den 20. november, når Aston Villa møder Brighton i den bedste engelske fodboldrække.
Englænderen har stået i spidsen for Glasgow Rangers siden sommeren 2018. Han førte storklubben til det skotske mesterskab i sidste sæson.

