»Jeg lavede faktisk en fodboldsang til VM i 1998,« lyder det overraskende fra Richard Ragnvald.

Medmindre man er ualmindelig velbevandret i dansktoplegendens bagkatalog, så er det nok de færreste, der kan huske, at han op til VM i 1998 udgav sangen 'Hej VM her kommer vi', hvor han blandt andet hylder landsholdets daværende helte Peter Schmeichel og brødrene Laudrup.

Sangen, der er baseret på en melodi af den svenske sangskriver Gert Lengstrand, og hvor han har fået hjælp af Keld Heick til teksten, refererer blandt andet til den sidste kamp i VM-kvalifikationen i efteråret 1997, hvor Peter Schmeichel stod en brandkamp mod Grækenland og sikrede dansk deltagelse ved slutrunden i Frankrig.

»Der blev jo lavet så mange fodboldsange dengang. Jeg kan huske, jeg fik en sponsoraftale med Hummel, og jeg fik mulighed for at spille den i tv, da de sendte direkte fra en koncert,« mindes Richard Ragnvald tilbage.

I 1998 stod Dodo & The Dodes – holdet bag 'Re-Sepp-ten' – for den officielle VM-sang, 'Vi vil ha' sejren i land', men Richard Ragnvald, der selv har fulgt landsholdet tilbage fra de glade roligandage, da Sepp Piontek var landstræner, ville altså også være med til VM-festen.

Han husker blandt andet tilbage på en udebanetur, da vores norske naboer blev sat på plads.

»Jeg arbejdede i 1980erne for Aarhus Lokalradio. Der var et diskotek i Aarhus, der hed Mona Lisa, som sponsorerede billetter til en landskamp i Norge. Jeg reklamerede for diskoteket i mit program, og vi var så et par busser, der tog afsted for at se Danmark spille.«

Han tilføjer:

Richard Ragnvald flager for Danmark.
Richard Ragnvald flager for Danmark. Privatfoto

»Jeg kan ikke huske årstallet, men jeg kan huske, at Danmark vandt, og at vi var helt vilde i bussen på vejen hjem.«

Richard Ragnvald fortæller, at han kan blive helt høj af at se landsholdet spille.

»Når der er landskamp, låser jeg mig fuldstændig inde og sidder så og råber og skriger,« fortæller han med et grin og tilføjer så:

»Efter vi havde vundet EM i 1992, mødte jeg på et tidspunkt Flemming Povlsen på en færge, hvor vi snakkede lidt sammen, og jeg fik taget et billede med ham. Det var rigtig hyggeligt.«

Peter Schmeichel og Brian Laudrup lykønsker hinanden, efter at kvalifikationen til VM i 1998 er i hus.
Peter Schmeichel og Brian Laudrup lykønsker hinanden, efter at kvalifikationen til VM i 1998 er i hus. CLAUS BJØRN LARSEN

Siden 'Hej VM her kommer vi' fra 1998 har Richard Ragnvald ikke forsøgt sig ud i nye fodboldsange, men det har på et tidspunkt været på tale, at han skulle levere til håndboldherrerne.

»Jeg er gode venner med Lars Rasmussen, og vi talte om at lave en officiel håndboldsang, men det blev så ikke til noget alligevel.«

Landsholdet har brug for din hjælp. Flag på den vildeste og mest kreative måde – hjælp med at gøre Danmark rød og hvid under EM!

Del dine bedste, sjoveste og mest kreative flagbilleder og -videoer med B.T. og vind fede præmier! Send til flag@bt.dk og LÆS MERE HER. #FLAGFORDANMARK.