Tottenham og Southampton skal mødes igen for at finde ud af, hvem der skal gå videre til ottendedelsfinalen i FA Cuppen.

Det står klart, efter at de to hold lørdag spillede 1-1 på St. Mary's Stadium i Southampton.

Christian Eriksen glimrede ved sit fravær. Danskeren, der ifølge flere medier er meget tæt på et skifte til italienske Inter, var således ikke en del af Tottenhams trup.

Christian Eriksen var ellers med holdbussen, der fragtede Tottenham-spillerne til Southampton, men han var ingen steder at spotte på hverken banen eller bænken. Ej heller på stadion, for den sags skyld.

Til gengæld spekuleres der i, at Eriksen vil være på San Siro i morgen søndag for at overvære Inters kamp mod Cagliari.

Christian Eriksen kunne se Son Heung-min sende gæsterne foran efter en times spil, men Sofiane Boufal bragte kort før slutfløjtet igen lighed på måltavlen.

Pierre-Emile Højbjerg startede som sædvanligt på banen og bar anførerbindet for Southampton, der ikke havde Jannik Vestergaard med i truppen.

Første halvleg var en underholdende affære. Begge hold viste sig flot frem - først Tottenham, der i de første 20-25 minutter spillede sig til flere chancer, inden Southampton frem mod pausen bød sig til i den anden ende.

José Mourinho havde udeladt Christian Eriksen til lørdagens kamp. Danskeren meldes på vej til Inter. Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
José Mourinho havde udeladt Christian Eriksen til lørdagens kamp. Danskeren meldes på vej til Inter. Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dele Alli sendte cirka midtvejs bolden i mål, men scoringen blev underkendt. Son Heung-min var offside, da bolden snittede sydkoreaneren på sin vej i kassen.

Det blev første og eneste gang, bolden fandt vej til netmaskerne i de første 45 minutter, der dermed endte med 0-0 på måltavlen.

Southampton tog teten fra anden halvlegs start, men det var Tottenham, der kom foran efter et kvarter.

Érik Lamela serverede efter en omstilling bolden for Son Heung-min i venstre side, hvorefter sydkoreaneren med en flad afslutning udplacerede Angus Gunn i Southampton-målet. Det fik hjemmeholdet til at satse mere offensivt, og der stod Southampton på det meste i kampens afslutning.

Med få minutter tilbage af den ordinære spilletid kom udligningen så, da Sofiane Boufal hamrede bolden op i nettaget til kampens slutresultat efter en tværaflevering i feltet.

Norwich og Sheffield United er videre til ottendedelsfinalerne efter sejre over henholdsvis Burnley og Millwall.

Knap så godt gik det for West Ham, der er ude efter et nederlag på 0-1 til Championship-klubben West Bromwich. Newcastle skal ud i en omkamp mod Oxford United fra tredjebedste række, efter at de to klubber lørdag spillede 0-0.

/ritzau/