FC Barcelona er som det sidste hold klar til kvartfinalerne i Champions League. Men hvem vinder? BT rangerer de otte kvartfinalister.

Det snerper til i Champions League. De 32 startende klubber er nu blevet halveret to gange, så kun de otte bedste står tilbage.

Fredag skal lodtrækningskuglerne på arbejde, når der trækkes lod til de kvartfinaler, der afvikles i begyndelsen af april.

Med i bowlen er naturligvis Lionel Messi og FC Barcelona, der onsdag aften gjorde det slemme ved Andreas Christensens Chelsea-mandskab. Lionel Messi scorede karrierens hurtigste mål først i kampen, og siden scorede han også til 3-0. Derimellem lagde verdens bedste fodboldspiller naturligvis også op til en scoring af Ousmane Dembele. Han er jo Messi!

Nu er Messi i kvartfinalen sammen med syv andre stærke mandskaber. Men hvem er egentlig stærkest? Her er BTs bud på en power ranking af de otte tilbageværende hold i dette års Champions League.


8. Sevilla

Få havde regnet med at se alle tre spanske hold blandt de sidste otte, men Simon Kjærs spanske klub lavede 1/8-finalernes største overraskelse, da de sparkede Manchester Uniteds røde djævle fra Champions League-himlen og direkte ned i helvede. Men hvorfor er spanierne så det dårligste hold i kvartfinalerne? De er de fordi, det Sevilla-hold der kuriøst nok er nået længere i Champions League end nogensinde før, ikke er lige så stærkt, som de mandskaber, vi tidligere har set vinde Europa League efter behag. Manchester United var langt fra imponerende i de to kampe mod spanierne, og det samme gælder Sevilla selv i denne sæson, hvor de indtager en femteplads i den spanske liga langt fra top fire. De ligner en ønskemodstander for de øvrige hold.

Han afgør det: Steven N’Zonzi (midtbane)


7. AS Roma

Det var med nød og næppe, romerne skød sig videre til kvartfinalerne, da ukrainske Shakhtar Donetsk blot blev slået med sammenlagt 2-1. Men det var nok!
Roma sparkede sig videre fra en pulje med blandt andre Chelsea og Atletico Madrid, og holdet lever højt på en stærk defensiv, en brølstærk midtbane og en farlig frontløber i den tidligere Manchester City-spiller Edin Dzeko.
Alligevel stopper det sjove nok her. Roma er blot det tredjebedste hold i Italien langt efter både Juventus og Napoli, og deres kvaliteter bør ikke række længere.

Han afgør det: Alisson Becker (målmand)


6. Liverpool

Det var en ren walkover for Jürgen Klopps mandskab, da FC Porto fik en tur med høvlen i 1/8-finalerne. Men nu bliver det alvor for Merseysides stolthed.
Øjeblikkets nummer fire i Premier League har fortsat til gode at møde et rigtigt klassemandskab i denne sæsons europæiske kampagne, men det kan snart ikke undgås mere.
Selv om Liverpool i weekenden tabte til Manchester United, har Klopps hold normalt et godt tag på de bedste. Men er det nok?
Det kan det vise sig at være, hvis sæsonens helt store åbenbaring, Mohamed Salah, fortsætter sit guddommelige spil. Men Liverpools defensiv kan trods rekordkøbet af Virgil van Dijk fortsat komme på alvorlig glatis, hvis modstanderen eksempelvis har Lionel Messi, Cristiano Ronaldo eller Robert Lewandowski på holdkortet.

Han afgør det: Mohamed Salah (angriber)


5. Juventus

Det kunne være gået den anden vej. Men til slut narrer den kloge den mindre kloge. Og den rutinerede den mindre rutinerede. Derfor er det nu Juventus og ikke Christian Eriksens Tottenham, der skal spille kvartfinaler.
Sidste sæsons Champions League-finalister har ikke haft den bedste sæson, men hvad gør det, når de på nuværende tidspunkt er præcis, hvor de vil være: Øverst i Serie A og blandt de sidste otte i verdens fineste klubturnering.
Juventus har som altid en fremragende defensiv at falde tilbage på, men det er klubben uhyggelige argentinske duo med Gonzalo Higuian og Paulo Dybala, der kan gøre selv de reneste shorts beskidte. ’Juve’ kan i teorien gå i finalen igen. Men de kan bestemt også ryge ud nu.

Han afgør det: Paulo Dybala (angriber)


4. Bayern München

Kan man undervurdere et hold, der vinder sin 1/8-finale med sammenlagt 8-1 og fører sin nationale liga med 20 point? Ja, selvfølgelig kan man det. Og Bayern München kunne også være højere oppe i denne power ranking. Holdet har jo spandevis af klasse!
Manuel Neuer, der for tiden er skadet, er en af to verdens bedste målmænd, Mats Hummels og Jerome Boateng danner en drømmeduo i forsvaret, og længere fremme ville enhver anden klub savle voldsomt over Thiago Alcantara og Robert Lewandowski.
Når Bayern alligevel ’blot’ er nummer fire hænger det sammen med, at klubben ikke er helt, hvor den gerne vil være. Jupp Heynckes har fejet op efter Carlo Ancelotti, og tyskerne er tilbage på sporet. Men netop sporene skræmmer, efter klubben de seneste fire år i træk er røget ud omkring dette stadie til spanske mandskaber. Ændrer det sig nu? Indtil videre er svaret et ’måske’.

Han afgør det: Robert Lewandowski (angriber)


3. Real Madrid

Det er ikke mange uger siden, Real Madrid havde været væsentligt længere nede på listen. Men når Cristiano Ronaldo finder formen, gør hele Real Madrid det. Og når Real Madrid finder formen, er klubben livsfarlig for alle klubber i Europa.
Kongeklubben har de seneste år ejet Champions League med tre triumfer på fire år, så spørgsmålet om metaltræthed har flere gange været oppe at vende. Den var dog svær at få øje på, da spanierne i 1/8-finalerne gjorde det onde ved Neymar og en af turneringens store favoritter, Paris St. Germain. Sejrene hjemme på Santiago Bernabeu og i Paris har katapulteret Zidanes hold tilbage blandt de største bejlere til titlen, og med Cristiano Ronaldos tilbagekomst som fænomenal målscorer kan Real Madrid slå alle hold i bowlen.

Han afgør det: Cristiano Ronaldo (angriber)


2. FC Barcelona
FC Barcelona som underdog. Det burde ikke kunne ske, men det var ikke desto mindre realiteten først i denne sæson. Sådan er det ikke mere!
I dag cruiser Kong Messi og hans tro undersåtter mod det spanske mesterskab, og også i Champions League er tingene ved at være tilbage ved ’normalen’. Og så alligevel… For på ét punkt er Ernesto Valverdes ’Barca’ stærkere end i tidligere sæsoner.
Lionel Messi er naturligvis på en anden planet. Det er ikke noget nyt. Selv det mest sublime er efterhånden så normalt som havregryn en onsdag morgen, når det gælder argentinerens tryllerier. Men nu kan FC Barcelona også forsvare. Holdet har lukket to mål ind i Champions League, og hjemme i Spanien vidner tolv scoringer imod på 28 kampe om en suveræn defensiv. Det kan meget vel vise sig til at være nok til en finaleplads. Og måske mere til…

Han afgør det: Lionel Messi (angriber)


1. Manchester City

Kan et hold, der taber en kamp til schweiziske FC Basel virkelig være favorit til Champions League-trofæet? Når holdet er Pep Guardiolas Manchester City anno 2017/18 er svaret ja. City er måske ikke så flyvende, som holdet var for et par måneder siden, men det er fortsat et stjernebesat kollektiv med fantastiske spillere og en helt igennem unik manager. Trænede Pep Guardiola fortsat FC Barcelona havde de været øverst på denne liste, men det gør han ikke. Han træner Manchester City – og det er de lykkelige for i den lyseblå del af den engelske storby.
I hård konkurrence med denne listes toer har City hidtil været den helt store oplevelse i europæisk fodbold med sprudlende spil og enere som Kevin De Bryune, Leroy Sane og David Silva. Man håber snart at se dette City-mandskab mod et af Europas allerbedste hold. Det kan blive en realitet allerede fredag.

Han afgør det: Kevin De Bruyne (midtbane)