En tur i poolen med de danske landsholdsspillere har fået konsekvenser for to ansatte hos Hotel Marienlyst, der er landsholdets faste base.

Det skriver Se og Hør.

Episoden fandt sted i dagene op til VM-kvalifikationskampen mod Moldova lørdag 9. oktober.

Her kom de to kvindelige ansatte for tæt på landsholdsspillerne, og det har hoteldirektør Michael Lauritsen været nødt til at skride ind overfor.

Michael Lauritsen, direktør på Marienlyst Strandhotel, har talt med store bogstaver overfor to ansatte efter en episode med landsholdsspillerne.
Michael Lauritsen, direktør på Marienlyst Strandhotel, har talt med store bogstaver overfor to ansatte efter en episode med landsholdsspillerne. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Det viser en mail, Se og Hør er i besiddelse af, hvor Lauritsen skriver, at »medarbejderne har været for venlige over for landsholdsspillerne, hvilket jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet ville finde sted«.

Han pointerer desuden, at man ikke omgås »spillerne privat i gæsteområderne eller på værelserne«, og at det er både »skuffende og uacceptabelt«.

B.T. har selv været i kontakt med Lauritsen, der bekræfter en hændelse i poolen. Ifølge Se og Hør sad medarbejderne i første omgang i deres egen pool, mens landsholdsspillerne var i en anden. Men som aftenen skred frem, blev de alle samlet i den samme pool.

»For mig er det et afsluttet kapitel, og vi er videre. Som du kan se, har jeg måttet tale med nogle af mine medarbejdere om, at vi har en række regler på Hotel Marienlyst, som man har i alle virksomheder. Og der har de udvist dårlig dømmekraft,« siger han og fortsætter:

»Vi omgås ikke vores gæster, sådan er personalepolitikken. Vi udviser en vis form for professionalisme, og det er det, sagen handler om. Vi har haft en god og alvorlig snak med de medarbejdere, som har udvist dårlig dømmekraft.«

De to ansatte var ikke på arbejde den pågældende dag, men hos Marienlyst har man som ansat adgang til hotellets faciliteter på sine fridage. Ifølge Se og Hør har de to ansatte fået en advarsel for deres opførsel.

Helt konkret – så er problemet, at de har været i poolen sammen med landsholdsspillerne?

»De burde have trukket sig, da de ser landsholdet komme og skal i poolen. Det gælder også alle andre gæster. Vi kender måske landsholdsspillerne bedre end så mange andre gæster. De er her tit, så vi har et godt og naturligt forhold til dem, så man siger måske hej til hinanden, og der skal man huske, at det kan man godt – men når landsholdet skal i spa, skal man trække sig. Det burde man have gjort.«

»Det har jeg haft en god snak med de pågældende medarbejdere om. De skal udvise bedre dømmekraft. Vi har gennemgået nogle situationer, så vi er med på, hvordan det foregår fremadrettet.«

»Det er meget udramatisk det, der er sket. For mig er det bare vigtigt, at man retter ind, inden det går helt galt og skejer fuldstændig ud.«

Har I snakket med DBU om det?

»Jeg har vendt sagen med DBU og informeret om dem det. De er bekendt med, at jeg har truffet en afgørelse, og så er der ikke mere i det,« siger Lauritsen.

Han peger på, at man allerede har forholdsreglerne på plads – men at de pågældende medarbejdere trådte ved siden af.

»Jeg er helt sikker på, at DBU stadigvæk vil nyde spaen og vores faciliteter på Marienlyst. Og så tager vi nogle forholdsregler. Dem har vi allerede taget. De blev lige misset her. Vi har cirka 500 medarbejdere på Marienlyst, og der var et par stykker, der lige havde glemt, hvordan man gør det. Og det træner vi, så det selvfølgelig ikke sker igen,« siger direktøren.

Episoden fik dog ikke nogen sportslig indflydelse, for landsholdet slog både Moldova og Østrig i VM-kvalifikationen og er nu klar til VM i Qatar efter otte sejre i otte kampe.

DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, siger i en sms til B.T.:

»Herrelandsholdet bor på Marienlyst Strandhotel i Helsingør og bruger hotellets faciliteter. Derfor møder spillere, trænere og stab også hotellets andre gæster, både på stranden, i receptionen eller i spaen. Vi har valgt denne form for at være åbne og ikke gemme os på et aflukket hotel.«

»Vi har fået oplyst af hotellet, at et par ansatte har brugt spaen samtidigt med spillerne, hvilket strider med hotellets regler. Spillerne opholder sig i spaen efter aftale med os i DBU.«