Det er efterhånden blevet en sjældenhed, at det danske U21-landshold taber en fodboldkamp. Den succes, de nuværende U21-spillere oplever på klubplan, er med til at forbedre U21-landsholdet markant.

Det mener Carlo Holse, som også fortæller, hvordan det nuværende U21-landshold adskiller sig fra de tidligere hold.

- Noget af det vigtigste er, at de nuværende spillere får fast spilletid i deres klubber, og mange af dem har vigtige roller i klubberne. De spillere, som er med i år, er i storform, fordi de har spillet fast i et godt stykke tid.

- På de tidligere hold var der en del spillere, som ikke spillede fast, men alligevel skulle gøre en stor forskel på landsholdet. Det er ikke længere tilfældet, understreger Carlo Holse.

U21-landsholdet er gået ubesejret igennem EM-kvalifikationen, og man skal helt tilbage til EM i 2019 for at finde det sidste nederlag. Her blev det til et 1-3-nederlag til Tyskland i gruppespillet.

FC Nordsjælland-spilleren Viktor Jensen har også været imponeret over det høje niveau, som spillerne har vist, og ifølge midtbanespilleren ligger forklaringen i den opdragelse, de får.

- De spillere, som ryger til udlandet, har fået en god opdragelse, og derfor er de i stand til at bevise sig selv i udlandet, siger Jensen.

- Der er sindssygt mange dygtige danske spillere rundt omkring, og når de spiller sammen, går tingene bare op i en højere enhed. Vi har været stærke kollektivt, hvilket også gør, at alle lige bliver et niveau bedre.

Danmark fører sin gruppe med seks point. Frankrig og Rusland har tre point. Island har tabt begge kampe.

En dansk sejr eller et uafgjort resultat sender Danmark til kvartfinalerne som gruppevinder.

Alt andet end en fransk sejr over Island betyder, at Danmark er videre uanset resultatet mod Rusland.

Uanset resultatet af Frankrig-Island kan Danmark tåle at tabe med et enkelt mål til Rusland og stadig gå videre.

Danmark ryger ud, hvis Frankrig vinder over Island, og Danmarks taber med to mål eller mere til Rusland.

Kampen mellem Danmark og Rusland spilles onsdag klokken 18. Det samme gør opgøret mellem Frankrig og Island.

/ritzau/