Danmarks U21-landshold i fodbold slog Rusland i sidste gruppekamp og er klar til EM-kvartfinale mod Tyskland.

Det danske U21-landshold i fodbold efterlod ingen tvivl om, hvorvidt holdet skulle videre til kvartfinalerne ved EM.

Selv med et nederlag på 0-1 til Rusland i sidste gruppekamp ville Danmark gå videre, men med en sejr på 3-0 tog danskerne den tredje sejr af tre mulige i gruppen og er videre med de maksimale ni point.

I kvartfinalen 31. maj venter Tyskland, som sluttede toer i gruppe A efter Holland.

Frankrig ledsager Danmark videre fra gruppe B efter en sejr over Island, som ikke havde noget at spille for i sidste kamp. Dermed skal Frankrig møde Holland.

Danmark fik en forrygende indledning på kampen, da man reelt dræbte spændingen med to mål inden for ganske kort tid omkring det tiende minut.

Begge gange stod Brøndby-profilen Jesper Lindstrøm fadder til scoringerne med flotte oplæg.

Først stak han Jacob Bruun Larsen fri dybden, hvor Anderlecht-angriberen køligt rundede Ruslands målmand og trillede føringsmålet ind.

Et minut senere tørrede Lindstrøm en russisk forsvarsspiller og lagde bolden på tværs i feltet til Anders Dreyer. Hans afslutning ramte det meste af målmandens fod, men den fortsatte i en blød bue ind i mål til 2-0.

Russerne kom frem til et par chancer, hvor Oliver Christensen måtte vise sine evner på stregen, men ellers var Danmark i nogenlunde kontrol før pausen.

Til gengæld faldt danskernes niveau i starten af anden halvleg. Victor Nelsson og Mads Bech i centerforsvaret måtte flere gange agere redningsmænd, når det trak op til russiske chancer. Det gjorde de to stoppere glimrende.

Pasningsspillet fungerede ikke. Der var mange fejlafleveringer, og russerne fik færten af, at en reducering godt kunne lure lige om hjørnet.

Den kom dog ikke. Danskerne fik arbejdet sig ind i kampen igen, chancerne for et comeback forduftede stille og roligt, så Danmarks avancement aldrig kom i fare.

I stedet fik indskiftede Carlo Holse lov til at lukke kampen ned med en scoring, da han fra kanten af feltet hamrede Mohamed Daramys fine forarbejde fladt ind til 3-0.

Tre kampe, ni point, 6-0 i målscore og sikkert blandt Europas otte bedste U21-landshold som et af kun to hold med maksimumpoint.

/ritzau/

Genlæs LIVE-bloggen fra triumfen herunder.