Ali Krieger og Ashlyn Harris har været holdkammerater i et årti.

De har også været kærester. Nu er de også ægtefæller.

De amerikanske fodboldspillere, der i årevis holdt deres forhold hemmeligt, blev i lørdags gift ved en stor ceremoni.

Endnu har de ikke selv lagt billeder ud på sociale medier fra brylluppet, men her kan man se, hvordan de så ud:

35-årige Ali Krieger er forsvarsspiller, mens den ét år yngre Ashlyn Harris er målmand.

Sammen har de været med til at vinde VM i 2015 og 2019 for det amerikanske landshold, efter at de mødte hinanden i 2010 på træningslejr med det amerikanske landshold.

Forholdet mellem dem udviklede sig hurtigt.

»Vi blev virkelig gode venner, vi var meget sammen, vi klikkede, og vi havde så meget tilfælles,« har Ashlyn Harris fortalt tidligere på året:

»Vi sad altid ved siden af hinanden i bussen eller på flyet, og vi talte om vores drømme og håb, og hvad vi ville være, når vi blev store. For dengang var vi jo bare 'børn':«

Siden har det nærmest været et konstant parløb mellem de to kvinder. I privatlivet. På landsholdet. Og på klubplan: Her har de siden spillet sammen i Washington Spirit, Tyresjö og i dag i Orlando Pride.

Men det var faktisk først i 2019, at de offentligt for første gang fortalte, at de havde et forhold til hinanden. Det skete i forbindelse med forlovelsen. De forsøgte at bibeholde 'element af professionalisme' i fodboldmæssig sammenhæng. Og så var de nervøse for reaktionerne.

»Det vil man altid være bange for. Man ved aldrig, hvordan folk vil reagere. Og man vil måske miste fans eller respekt,« har Ashlyn Harris fortalt.