Holdkammeraterne var ikke tilfredse med Rasmus Højlund, efter den danske landsholdsstjerne gav et interview til det hyperpopulære United-fanmedie 'The United Stand' i sidste uge.
Det var i hvert fald meldingen fra flere engelske medier – herunder Daily Mail – som mente at vide, at flere spillere var uforstående overfor danskerens beslutning om at deltage i interviewet med mediets kransekagefigur, Mark Goldbridge.
Nu reagerer danskeren så selv på rygtet, som, han mener, er løgn og latin.
»Der er ikke blevet sagt noget. Det er fake news. Det er det eneste,« svarer Højlund, da B.T. spørger ham ind til interviewet i landsholdslejren.

Efter det kontroversielle interviews udgivelse er Goldbridge og resten af 'The United Stand' endt i et gevaldigt stormvejr.
Flere af medarbejderne på mediet har blandt andet modtaget advarsler om, at de skal passe på med at vise deres ansigt på Old Trafford og fået tilsendt den eksakte adresse på mediets studie.
Der er desuden blevet sendt en række dødstrusler i mediets retning.
Rasmus Højlund kender ikke selv til de voldsomme konsekvenser af interviewet, mens han også insisterer på, at der ikke har været nogen meldinger om, hvem han må snakke med.
»Jeg har slet ikke læst alt det der. Jeg ved bare, at lige det du spørger til der i hvert fald (meldinger om uro i spillertruppen, red.), det er ikke rigtigt,« siger United-spidsen og fortsætter:
»Der er ikke blevet sagt noget til mig omkring, at jeg ikke må lave det ene eller det andet med et fanmedie og så videre og så videre. Så der er ikke noget der.«
I kølvandet på modtagelsen af truslerne har 'The United Stand' øget sikkerheden omkring studiet, hvor interviewet blev foretaget, mens Greater Manchester Police også er gået ind i sagen.
Med sine 1,8 millioner abonnenter på YouTube og 2,3 millioner følgere på 'X' er 'The United Stand' det absolut mest populære Manchester United-fanmedie.
Rasmus Højlund fik 70 minutter i benene efter sit skadesforløb, da Manchester United på dramatisk vis spillede sig videre i FA Cuppen mod Liverpool i weekenden, inden han nu formentlig får muligheden for at banke yderligere rust af, når Danmark møder Schweiz og Færøerne henholdsvis lørdag og tirsdag.