'Du er dead man walking.'

Sådan lyder bare en af mange beskeder, som fanmediet 'The United Stand' har modtaget, efter mediet er endt i et enormt stormvejr ovenpå et interview, de lavede med den danske superstjerne Rasmus Højlund.

Det ellers relativt harmløse interview skabte allerede røre, da flere engelske medier meldte, at en række af Højlunds holdkammerater i Manchester United var utilfredse med danskerens deltagelse i interviewet, da mediet tidligere har udtrykt sig kritisk om klubben og spillertruppen.

Over weekenden er frustrationerne dog i stedet gået ud over 'The United Stand', som har den højlydte og kontroversielle content-creator Mark Goldbridge som frontfigur. 

Utallige dødstrusler er således tikket ind i indbakken fra utilfredse brugere efter interviewet med den danske stjerne.

»Jeg forstår fuldt ud, at fodbold er en passioneret og splittende sport, og at folk frit kan bestemme og have en mening om, hvilket indhold de forbruger, men det, som nogle af vores medarbejdere blev udsat for i weekenden, var utrolig trist at være vidne til,« siger Goldbridge til Daily Mail og fortsætter:

Rasmus Højlund står noteret for syv mål i Premier League i denne sæson.
Rasmus Højlund står noteret for syv mål i Premier League i denne sæson. Foto: Dave Shopland/AP/Ritzau Scanpix

»At true folk på livet vidner endnu en gang om den modbydelige flokmentalitet, der findes på sociale medier.«

Beskederne skulle ifølge Daily Mail have fortalt Goldbridge, at han skal være varsom med at vise sit ansigt på Old Trafford igen, hvis han ikke vil gøres ondt, mens andre beskeder indeholdt navne på flere af de øvrige personer bag United We Stand og studiets eksakte adresse.

Efterfølgende har mediet optrappet sikkerheden omkring studiet, mens politiet nu også er gået ind i sagen.

»Betjente har været i dialog med offeret, og de relevante oplysninger er blevet videregivet til politiet,« skriver Greater Manchester Police i en skriftlig udtalelse.

'The United Stand' er med sine 1,8 millioner abonnenter på YouTube og 2,3 millioner følgere på 'X' den mest sete fankanal.

Rasmus Højlund var blandt navnene i Kasper Hjulmands nyligt udtagne landsholdstrup, som mildt sagt har skabt stor utilfredshed blandt de danske landsholdsfans.

Du kan høre panelet i 'Ugens Rapport' vende den udtagne trup og Kasper Hjulmands beslutninger herunder.