Fra en dansk midtbanespiller til en anden.

Et af sommerens største transferskifter, især set med danske briller, er Pierre-Emile Højbjergs ryk fra Southampton til storklubben Tottenham.

Spurs' nye dansktalende figur fortæller, at han brugte sin forgænger Christian Eriksen, inden han satte sin signatur på en stor aftale med Tottenham.

»Jeg ringede til Christian og tog en snak. Jeg havde nogle spørgsmål. Det var rigtig positivt. Christian forstærkede den lyst og følelse, jeg havde, endnu mere til at skifte til Tottenham,« siger Pierre-Emile Højbjerg inden mandagens træning med landsholdet i Helsingør.

Eriksen rådgav Højbjerg om Tottenham.
Eriksen rådgav Højbjerg om Tottenham. DYLAN MARTINEZ

Længe var Højbjerg kædet sammen med Tottenham, og det virkede, som om han endda lang tid før skiftet vidste, at han var særdeles eftertragtet i London.

Således tog han sig på et tidligt stadie, og mens Southampton stadig troede på en forlængelse, mod til at fortælle klubben, hvor han var anfører, at han var klar til en ny udfordring – med de konsekvenser det nu måtte koste.

Han mistede da også anførerbindet oven på den udmelding, men Pierre-Emile Højbjerg forklarer, at han var rolig ved den risiko.

»Jeg har vidst det længe (at han ville skifte, red.), så det tog jeg bare med. Man ved godt, hvordan tingene er, når man står i den situation,« siger han og fortæller, at manager José Mourinho var en stor faktor i hans beslutning om at komme til Tottenham.

»Det var Mourinho, som overtalte mig. Vi havde en fantastisk god dialog. Han er en træner med meget store ambitioner og et fantastisk cv og meritter. Når han vil have dig, så er det svært ikke at hoppe på hesten. Jeg skal gøre holdet bedre og tage ansvar. Vi har haft nogle gode samtaler, og jeg glæder mig til det samarbejde. Det var Ikke særligt kompliceret at vælge Tottenham,« siger den danske landsholdsspiller, som oven i at forholde sig til klubskiftet også har fået en anden omvæltning i livet i kraft af ankomsten af barn nummer to.

»Det har været en dejlig lærerig tid, og der er sket meget. Jeg har fået en vigtig erfaring, og det tager jeg med mig. Og så fik jeg det her skifte, som jeg synes er helt rigtigt for mig. Det var et skifte, jeg havde lyst til,« siger han og fortæller om sin start i Tottenham:

»Jeg er kommet i bedre form – heldigvis. Der er gode folk i klubben, og det har været fedt at lære indersiden af klubben og holdet at kende. Det betyder meget. Starten har været meget lærerig – men der er mange hårde måneder endnu. Jeg er glad for at spille på et højere niveau nu og træne med dygtigere spillere. Ambitionerne og arbejdsmoralen fejler i hvert fald slet ikke noget,« pointerede Pierre-Emile Højbjerg, inden han løb ud i en jagt på at imponere landstræner Kasper Hjulmand.

Danmark møder Belgien og England i Nations League inden for den kommende uge.