Det virker rigtigt med Kasper Hjulmand som landstræner.
Her tænker jeg hverken på hans evne til at udtage de rette spillere eller på hans taktiske evner. Men udelukkende på det faktum, at han er dansker.
Der er få job – hvis overhovedet nogen – der er så identitetsskabende som et landstrænerjob i fodbold. Et landsholds udtryk skal afspejle en nationalkarakter. Tyskerne skal være arbejdsomme, spanierne temperamentsfulde, franskmændene elegante og italienerne kyniske. Men hvad med Danmark?
I vores lille land har vi siden succesen i 1980'erne lidt af en form for storhedsvanvid, fordi vi tillader os at have en forventning til, hvordan vores landshold skal spille. For de fleste er det at få gode resultater ikke i sig selv nok. Vi er forvænte. Der skal mere til.
...at Danmark nu har en dansker som landstræner, signalerer, hvad vi er for en fodboldnation. Det signalerer, at vi ranker ryggen og opfatter os som en stor fodboldnation...Morten Bruun
Lige netop på det punkt havde Kasper Hjulmands forgænger, Åge Hareide, det svært. Han forstod simpelthen aldrig, at danskerne kunne være utilfredse med de opnåede resultater. Når landsholdet nu aldrig tabte. Det var bestemt heller ikke alle danskere, der var utilfredse, men mange var.
Det er min fornemmelse, at fodboldfolket var delt i deres opfattelse, hvilket VM-slutrunden i Rusland var det bedste eksempel på. Den ene halvdel konkluderede, at når et land af vores størrelse gik videre til knockout-fasen, så var præstationen godkendt. Af rent principielle årsager. Der bor godt 5,8 millioner i Danmark. Hvad kunne vi da tillade os at forvente?
Den anden halvdel synes, at landsholdets spillemæssige udtryk havde været for sølle. Det danske landshold var et af de kedeligste landshold at se på under VM, men det var effektivt. Danmark har deltaget i fem VM-slutrunder. Kun i Sydafrika i 2010 var vi dårligere end i Rusland.
Nok om det. Men diskussionen er central. For hvad er den danske fodboldidentitet? Hvad er danskhed overhovedet for en størrelse? Det har Kasper Hjulmand sat sig for at undersøge. I Morten Glinvads nye bog 'Fodbolddrømmer', der er et portræt af den nye landstræner, kan vi læse om hans samtaler med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og sangeren Michael Falch i en jagt på den danske identitet. Den slags er vigtigt efter Hjulmands mening.
Det er det også i min optik, og derfor er det som udgangspunkt godt, at Danmark igen har fået en dansk landstræner. Vores tre udenlandske landstrænere – Sepp Piontek, Bosse Johansson og Åge Hareide – har alle gjort et glimrende stykke arbejde med det danske landshold, men danskere er de ikke.
De kan ikke synge med på nationalmelodien med den samme følelse som spillerne. Når landsholdet spiller, er jeg national som bare pokker. Jeg kan godt lide nationalmelodier, og jeg kan godt lide, at landstræneren synger med.
Jeg kan også godt lide tanken om, at Kasper Hjulmand har været med til at forme dansk fodbold, både med sine tanker om børnetræning og med sit arbejde i FC Nordsjælland. Han er ikke bare en, der lander i lufthavnen.
At Danmark nu har en dansker som landstræner, signalerer også, hvad vi er for en fodboldnation. Det signalerer, at vi ranker ryggen og opfatter os som en stor fodboldnation. I lande som Tyskland, Spanien og Italien kunne de aldrig drømme om at ansætte en mand fra et andet land til at træne deres landshold.
...det er efter min mening ikke bydende nødvendigt, at træneren for det danske landshold skal være dansker, men alt andet lige er det et godt udgangspunkt...Morten Bruun
I øjeblikket leder Holland efter en ny landstræner, og her er det slet ikke et tema, at det ikke skal være en hollænder. Louis van Gaal nævnes i øvrigt som favorit til den ledige post. Af de store europæiske fodboldlande er det kun Belgien, som har en udenlandsk landstræner, nemlig spanske Roberto Martinez.
Danmark er også en stor fodboldnation. Vi skal vedkende os arven fra 1986. Men vi skal også vedkende os, at vi er nået længere end dengang. I forhold til den måde, Danmark er positioneret på fodboldens verdenskort. I 1979 var det rigtigt at ansætte en tysk landstræner, for dengang var vores landshold ingenting. Dengang havde Danmark aldrig deltaget i en stor slutrunde.
Det har vi nu. Masser af gange. Vi er et andet sted. Vores liga er bedre, vores unge landshold klarer sig godt, vores træneruddannelse er god, og derfor er det et godt signal, at vi tror på, at en dansker kan løfte landsholdet yderligere.
Det er efter min mening ikke bydende nødvendigt, at træneren for det danske landshold skal være dansker, men alt andet lige er det et godt udgangspunkt.
