Det største nederlag i Premier Leagues historie. 9-0.
Der er godt nok snart gået tre uger siden afklapsningen, men følelsen har været svær at ryste ud af kroppen på Pierre Emile-Højbjerg, der som anfører for Southampton måtte tage imod den ene kæberasler efter den anden, inden Leicester til sidste fuldstændig havde knockoutet danskeren og hans holdkammerater.
Et kedeligt moment i Højbjergs karriere, er han den første til at indrømme.
»Jeg stod med en følelse af, at det virkelig, virkelig var pinligt. Man er virkelig forlegen. Så spørger man også lidt sig selv, om man fortjener at være der, hvor man er,« siger Pierre-Emile Højbjerg, som måtte helt ind i sig selv for at finde motivationen til at komme videre fra den pinlige oplevelse.
»Selvom det lyder sygt at sige, så er jeg faktisk heldig. Dengang, jeg startede med at spille fodbold, var drømmen at leve af det. Så var der måske en større drøm om at spille Premier League og så en endnu større drøm om at være anfører og komme på landsholdet. Det var de ting, jeg lige huskede på igen. At jeg stadig lever af min drøm. Nogle gange er det ikke sjovt, og forfærdeligt som det lyder er der nogle gange brug for de dårlige dage til at vide, hvad de gode dage er. Men så dårlige dage tror jeg ikke, at der er nogen, der har brug for,« siger Pierre-Emile Højbjerg.
Han er trådt ud af en dagligdag, der lige for tiden byder på flere nedture end opture i sin klub. Nederlagene falder oftere end sejrene, og de seneste syv kampe har ikke budt på en eneste sejrssang på klubholdet.
Der plejer til gengæld at være godt gang i stemmebåndene i det danske omklædningsrum efter kampene. Men Højbjerg tager bagagen fra det sydlige England med til Herning, København og Dublin, hvor den kommende uge skal bruges.
»Man kunne bruge det som en stor motivation, og weekenden efter var vi faktisk længe foran mod City. Det beviser en reaktion. På min vagt lægger man sig aldrig nogensinde ned. Det gjorde mine holdkammerater ikke, og det gjorde jeg heller ikke. Det er det vigtigste.«
»Nemt har det ikke været, men jeg har lært meget og hænger ikke i tovene. Jeg føler mig klar, og jeg føler mig stadig utroligt motiveret på det individuelle plan og på det holdmæssige plan i forhold til landsholdet og i forhold til klubholdet.«
På landsholdet venter Gibraltar i Parken fredag, mens mandag aften i Dublin med stor sandsynlighed bliver en altafgørende kvalifikationskamp mod Irland. Og sådanne udfordringer er gode afbræk for Piere-Emile Højbjerg.
»Danmark er et vinderhold, og man vil altid gerne være på et vinderhold. Jeg er altid glad for at være med Danmark,« siger Højbjerg og melder sig til tjeneste på en midtbane, hvor der er kamp om pladserne.
»For mig handler det om at træne godt og blive ved med at bevise på landsholdet, at jeg er med for at hjælpe og for at prøve at gøre en forskel. Hvis træneren har brug for mig, så står jeg klar som et vilddyr.«
