Pierre-Emile Højbjerg er en mand, der tør vise og tale om følelser.

For over fire år siden gjorde den dengang 19-årige mand ubevidst opmærksom på sig selv ved at give et tårevædet interview efter en landskamp mod Serbien.

Tirsdag åbnede landsholdsspilleren op igen i programmet 'Sat af'. Denne gang er han dog mere i kontrol.

»Det er forholdsvist simpelt, hvorfor jeg vælger at åbne op nu,« fortæller han, da B.T. møder ham i landsholdslejren onsdag. DU KAN SE VIDEOEN I TOPPEN AF ARTIKLEN.

Pierre-Emile Højbjerg har gjort comeback på landsholdet efter at have været ude af truppen i en længere periode. Her ses han i kampen mod Gibraltar i september.
Pierre-Emile Højbjerg har gjort comeback på landsholdet efter at have været ude af truppen i en længere periode. Her ses han i kampen mod Gibraltar i september. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Et eller andet sted er jeg klar til at give noget mere. Give noget af min livshistorie, min fortælling. Jeg føler nu, at jeg har den ro i maven, som jeg skal have. Jeg er meget afklaret.«

I videoen med 'Sat af' forklarer Højbjerg detaljeret omkring situationen, hvor han blev ringet op af sin far, der meddelte, at han var kræftsyg.

Landsholdsspilleren mistede sin far i 2014, og siden da har der været specifikke situationer, hvor han har skænket sin far en tanke. Blandt andet ved sit første landsholdsmål, som han ikke kunne nyde, fordi han ville have delt det med sin far.

»Jeg er ikke på nogen måde ude efter sympati, eller at man skal have ondt af mig,« siger Pierre-Emile Højbjerg med henvisning til videoen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg vil bare fortælle, hvor jeg kommer fra, min historie og mine følelser. Det kan være svært at sætte ord på det hele, når man står i det. Men det er noget andet, når man er kommet igennem det og har bearbejdet det. Selv om det har taget utroligt lang tid og længere, end jeg selv har haft lyst til.«

Efter mange år har Højbjerg besluttet sig at åbne op for oplevelsen, netop fordi det kan rykke nogle ting. Men nemt har det ikke været.

»Det er en tabu-ting (at tale om sorg og lidelse, red.), som mange vender ryggen til. Det gjorde jeg også i noget tid,« erkender landsholdsspilleren.

»Man ønsker aldrig nogensinde for nogen, at de skal miste. Det kan ske af naturlige årsager, at man mister en forælder i en sen alder, hvor livet tager dem. Men det er absolut svært, når det handler om sygdom, lidelse og sorg. Man går rundt og tror, at man selv slipper. Og så går det først op for en, når man selv oplever det.«

Egentlig fortæller Southampton-anføreren også om sit tab og sin sorg, fordi han ved, at der findes andre, der døjer med nogle af de samme ting, som han selv har været igennem.

»Jeg er så heldig, at jeg har en platform, hvor jeg kan få lov til at lave den slags interview, og jeg bliver hørt. Jeg synes, at det er meget motiverende, at jeg kan være med til at inspirere folk og på en eller anden måde signalere, at man 'ikke er alene',« siger Pierre-Emile Højbjerg.

Den dansk-franske midtbanespiller var blot 18 år, da han mistede sin far.

Højbjerg er med i landsholdstruppen, der skal møde Schweiz i Parken på lørdag til en uhyre vigtig kamp i kvalifikationen til EM 2020.