Hjulmand vrager Zanka og hiver erfarne Schöne ind


Kasper Hjulmand forbigik Mathias 'Zanka' Jørgensen og hev Lasse Schöne med til de tre kommende kampe.
Der var ikke de helt store overraskelser i den trup på 26 mand, som den danske landstræner Kasper Hjulmand mandag udtog forud for Danmarks tre første kampe i VM-kvalifikationen.
FC Københavns stopper Mathias 'Zanka' Jørgensen har ikke vist storform på det seneste, og han blev forbigået i det stærkt besatte felt af danske midtstoppere.
I stedet er Fulhams Joachim Andersen udtaget, og det samme er 'Zankas' holdkammerat Nicolai Boilesen, som får comeback på landsholdet. Boilesen har ikke været på landsholdet siden marts 2018.
Nice-angriberen Kasper Dolberg var overraskende heller ikke at finde i truppen, men det skyldes coronarestriktioner.
»Kasper Dolberg kan ikke rejse til Israel, som det ser ud i øjeblikket. Derfor er han ikke med til at starte med, så må vi se, hvordan det går,« sagde Hjulmand ved udtagelsen.
Til gengæld er den 34-årige midtbanespiller Lasse Schöne atter med i den rød-hvide trup, efter at han har fundet sig godt til rette i sin nye klub, Heerenveen.
Dermed får han også comeback i landsholdslejren efter cirka et års fravær, hvor han endte ude i kulden i Genoa, inden det lykkedes ham at lande en kontrakt i Holland for en måneds tid siden.
Danmark indleder kvalifikationen frem mod VM i Qatar med en udekamp i Israel torsdag 25. marts. Tre dage senere venter Moldova i Herning, og yderligere tre dage senere skal Danmark spille en udekamp i Østrig.
Danmark er også i VM-kvalifikationsgruppe med Skotland og Færøerne. Kun gruppevinderen er sikker på en VM-billet.
/ritzau/