En uge har Kasper Hjulmand haft. Eller tre-fire træningspas, som han selv siger det.
Det er ikke lang tid til at sætte sit præg på et hold, der i fire år har haft smurt Åge Hareides idéer ud over sig - og fået succes med det. Lørdag skal det så vise sig, om Kasper Hjulmand kan tage holdets succes med videre, når Belgien besøger Parken.
Og om vi overhovedet vil kunne se forskellen på det, der var - og det, som Kasper Hjulmand blev ansat til af Peter Møller: At være med til en ny strategi og en ny plan for dansk fodbold, som DBUs fodbolddirektør sagde, da Hjulmand blev præsenteret.
Bliver de første kampe med dig som landstræner en hybrid - et halvt Hareide- og halvt Hjulmand-landshold?
»Jeg har sagt det mange gange før. Jeg overtager et hold, som er rigtig godt trænet, og som på mange måder fungerer rigtig godt. Jeg har stor respekt for det arbejde, der er lavet. Enhver træner arbejder på at forbedre det ud fra det punkt, det står. Og det står et godt sted. Det er min opgave sammen med spillerne at udvikle holdet og stilen, så vi kan vinde så mange kampe som muligt,« siger Kasper Hjulmand.
Den nye danske landstræner har stor respekt for sin forgænger Åge Hareide. Det er der ingen tvivl om. Men han er altså ansat af Peter Møller til at lave en eller anden form for ændring på det danske landshold.
Hjulmand vil dog helst selv gå knapt så kompromisløst til værks til at starte med. Det handler om at udvikle stille og roligt.
»Åge, hvis han var fortsat, ville også have tænkt på, hvordan vi kan udvikle os videre. Det gør jeg også. Det er min måde at gå til tingene på. Jeg tænker ikke på, om det er et Hjulmand-hold. Det er vores hold. Det er Danmarks hold. Det er vores alle sammens hold,« siger Kasper Hjulmand og fortsætter:

»Vi udvikler tingene sammen - sammen med spillerne og staben, så vi forhåbentlig kan få skabt en begejstring blandt befolkningen. For fodboldlandsholdet er vores alle sammens hold. Jeg skal gøre mit til - alt hvad jeg kan - at udvikle holdet hen imod sejr.«
Hvis ikke du må sige sejren, hvad vil så være succeskriteriet for dig i din første kamp?
»Jeg må gerne sige sejren, for det er et succeskriterie. Det er det, vi går på banen for. Det er det altoverskyggende mål. Derudover skal vi fortsætte med at leve op til de principper, vi har stillet op til at spille efter, og vi skal se, at der er en retning på den måde, vi gør tingene på. Og at vi spiller med en lidenskab og en glød, som er vigtig for det her hold. Det har holdet gjort længe, og det skal vi fortsætte med at gøre. Det er det, der ligger bag. Men det handler først og fremmest om at vinde kampen,« siger Kasper Hjulmand.